Byggeri

Musikhus sælger bygning videre

Fond skal vurdere tilbud på administrationsbygning

AALBORG:Forsyningsvirksomhedernes nuværende administrationsbygning i Rendsburggade blev i sommer overtaget af Fonden Musikkens Hus i Nordjylland, der nu er indstillet på at sælge bygningen videre. Den næsten 2400 kvadratmeter store kontorbygning, der ligesom det kommende musikhus ligger ved Aalborgs havnefront, blev for nogen tid siden sat til salg, og fristen for at aflevere tilbud udløb i weekenden. Ejendommen er vurderet til 22,5 millioner kroner. Teknisk direktør for Mussikkens Hus Reinhardt Larsen er meget sparsom med oplysninger om bygningens fremtid, og om de forbehold, som nogle tilbudsgivere er kommet med. - Vi skal i den kommende tid vurdere tilbudene, hvoraf nogle er givet med forskellige forbehold. Derefter skal sagen behandles af vores kompetente forsamlinger, der er formandskabet og bestyrelsen, siger Reinhardt Larsen. Han vil ikke oplyse, hvor mange tilbud, der er givet og hvordan de ligger i forhold til bygningens ejendomsvurdering, der er 22,5 millioner kroner, som var den pris, som Fonden for Musikkens Hus i Nordjylland betalte for bygningen, der indtil december huser kommunens forsyningsvirksomheder. Administrationsbygningen i Rensburggade er fra 1984. Salget af forsyningsvirksomhedernes bygning sker i forbindelse med, at Aalborg Kommune på et område i Nørresundby er ved at opføre en ny fælles forvaltning for teknisk forvaltning og for forsyningsvirksomhederne. Den regner kommunen med at kunne tage i brug omkring 1. december. I udbudsmaterialet for forsyningsvirksomhedernes nuværende ejendom i Rendburggade er overtagelsen sat til 1. december i år.