Musikken skaber nogle fantastisk lykkelige øjeblikke for mig

- Det har altid stået for mig som det værste, hvis man som kunstner ikke er virkelig god, siger Henrik Rosenberg

FREDERIKSHAVN:Egentlig stod der skrevet musiker - og ikke cand. oecon - i panden på Henrik Rosenberg, da han skulle til at vælge karriere. Alligevel endte det med det sidste - og resultatet blev, at Rosenberg kan skrive adskillige topposter i erhvervslivet på sit CV - sidst som direktør for instituttet DIFTA i Hirtshals. Men musikken er det der, dengang som i dag, står hans hjerte nærmest. Henrik Rosenberg kommer ikke selv fra den økonomiske top. Hans far arbejdede på kontor på GASA i Odense, mens hans mor var dameskrædder. Selv var Henrik - efter forældrenes bedømmelse - den kvikkeste i en børneflok på tre. Han har altid haft nemt ved både det boglige og en stor svaghed for musikken. Og været foretagsom og ambitiøs i en meget tidlig alder. - Ja, Mellemskoleprøven klarede jeg med UG i alt. Og i gymnasiet gik det også over al forventning. Men derfor fik jeg ikke ros derhjemme. Jeg begyndte at spille violin, da jeg var ni år, og i musikken havde jeg det som en fisk i vandet. Faktisk spillede jeg først med min far, der også var amatørviolinist. Siden fik jeg privat undervisning hos en utrolig dygtig lærer på Det Fynske Musikkonservatoriums forskole. I 1956 vandt jeg 1. præmien i Berlingske Tidendes (Pingklubbens) musikkonkurrence og derefter fik jeg friplads på Det Fynske Konservatorium i solistklassen, hvor min violinlærer forsøgte at overbevise mine forældre om, at jeg var et musikalsk geni, siger Henrik Rosenberg. Kunstnerisk temperament Selv om man er en begavet musikspire, kan det være svært at lære at spille violin. Især hvis man har temperament. - Som 13-årig mistede jeg let tålmodigheden, hvis noget ikke lykkedes anden gang. Engang blev jeg så arrig, at jeg svang violinbuen i vrede så voldsomt, at den ramte nodestativet så buen sprang i laser. Da blev min far så gal, at han ikke talte til mig i en måned - for en bue var jo dyr. Jeg kunne nogen gange blive meget hidsig - og tænke, at hvis jeg virkelig er så talentfuld, som de sagde, så kunne det da ikke passe, at jeg også skulle øve så meget, siger Henrik Rosenberg. Hidsigheden stilnede lidt af med årene - og han valgte konservatoriet fra, da det gjaldt. - Jeg er jo et krigsbarn og mine forældre syntes, at det var alt for usikkert at blive musiker. Vi havde ikke ret mange penge, da jeg var barn, så det lå det hele tiden i luften, at man skulle finde en uddannelse, som bagefter kunne brødføde en familie, siger Henrik Rosenberg. Han spillede dog violin til mange kirkekoncerter i gymnasietiden, samtidig med at han forsøgte at perfektionere sit spil så meget, som bøgerne tillod det. De mislykkede genier Da Henrik startede på cand. oecon. studierne på Århus Universitet var S.U. endnu i sin vorden - og det betød delvis selvfinansiering og mindre tid til at spille violin. - Under studierne arbejdede jeg i sommerferierne som lager- og pakhusarbejder for at få pengene ikke slå til. Samtidig spillede jeg lidt violin. På studenterjobbet havde jeg en kollega, der forsøgte at uddanne sig som professionel violinist. Han manglede imidlertid det fornødne talent. Det har altid stået for mig som det værste, hvis man som kunstner ikke er virkelig god, men har meget høje ambitioner. Det resulterer ofte i, at folk føler sig som mislykkede genier og får mange nederlag og frustrationer. Det var også en tungt vejende grund til at opgive en professionel musikerkarriere. Jeg har nok altid været temmelig ambitiøs, så jeg kunne nemt være blevet meget skuffet, siger Henrik Rosenberg. Efter studiet fulgte mange år med arbejde på topposter i erhvervslivet. Violinen var definitivt lagt på hylden indtil i slutningen af 1980'erne. Da blev Henrik Rosenberg opfordret til at medvirke ved opførelsen af en messe af Dvorak. - Det var en katastrofe! Ganske vist sad meget stadig i fingrene, men de var blevet usmidige og helt ude af vane med at gøre de bevægelser, der kunne frembringe harmonisk musik. Så jeg gik i gang med at træne fingrene intensivt op og spille etuder. Det lykkedes mig da også at spille den aftalte koncert, men jeg indså, hvor meget jeg var kommet ud af øvelsen. Og efter koncerten besluttede jeg mig for at gå i gang igen for alvor, siger Henrik Rosenberg. Alpha Big Band Da han stoppede som direktør på Alpha Diesel blev meddelelsen herom udskudt, så han meget passende kunne nå at medvirke i opførelsen af Brahms "Ein Deutsches Requiem". - Som Alpha direktør tog jeg i slutningen af 1980'erne initiativ til at starte Alpha Big Band under ledelse af Ray Pitts, da det viste sig, at der var flest, som kunne spille på et blæseinstrument. Desværre var jeg eneste stryger på fabrikken. Bandet var en stor succes og skabte både stolthed og begejstring blandt de ansatte på fabrikken, og uden det ville mange ellers ikke have interesseret sig for big band musik, siger Henrik Rosenberg. Næsten samtidig opfordrede han Hans Jørgen Svendsen fra Frederikshavn Musikskole til at starte et orkester - Frederikshavn Symfoniorkester. Desværre var det umuligt at rekruttere , blev orkestret ret kort tid efter opløst.- Men i 2001 var vi en gruppe på tre musikere, der startede Nordjyske Strygere. Det er Taras Danylyuk fra Aalborg Symfoniorkester og Galina Olesen, der underviser på musikskoler i Nordjylland - samt mig. Dels ville vi gerne lave musik af så høj kvalitet, at alle musikinteresserede har glæde af at høre på det. Dels ville vi gerne give amatørmusikere - ikke mindst de yngre - mulighed for virkelig at udvikle sig og lære en masse gennem instruktion af de professionelle medvirkende. De unge, der havde søgt optagelse som strygere på Musikalsk Grundkursus eller konservatoriet, savnede nemlig i udpræget grad mulighed for samspil på et højt niveau, siger Henrik Rosenberg. Talentfulde elever skal støttes Han synes nemlig ikke, at der bliver gjort nok for de dygtigste af eleverne på de kommunale musikskoler. - De elever, vi har i orkestret fra musikskolerne, er et produkt af hårdt arbejde hos idealistiske lærere - ikke af den kommunale musikskoles indsats. Hvis ikke lærere - af egen fri vilje og uden betaling - gav så meget af sig selv, ville de talentfulde elever være nødt til at tage privatundervisning. Vores musikskoler er nemlig ikke gearet til at undervise de mest talentfulde elever i tilstrækkeligt omfang. Jeg ville ønske, man ville satse meget mere end 25 minutter om ugen på undervisning af et barn, der eksempelvis ønsker at spille violin. Vores lokale musikskole har heldigvis startet særlige klasser for talentfulde eleverer med ekstra undervisning, men bevillinger tillader desværre ikke finansiering af den tilstrækkelige undervisning af børn i en tidlig alder, når det er mest givtigt for indlæringen. Musikken skaber nogle fantastisk lykkelige øjeblikke for mig, og jeg er utroligt optaget af at børn også får dén chance for at udvikle følelser og intellekt, siger Henrik Rosenberg. Selv havde han en drøm om at holde op med at arbejde som 50-årig - for at hellige sig musikken. - Så ville jeg træne mig op til at spille som orkestermusikerassistent, for jeg spiller rimeligt godt. Men jeg har erkendt, at konkurrencen er alt for hård til at jeg kan nå det niveau, som de professionelt uddannede besidder. I stedet prøver jeg at hjælpe de unge musikudøvere i Nordjyske Strygere. Hvis det bare var fordi, vi var en flok gamle mænd, der øvede et par gange om måneden, ville det ikke have min interesse, men hvis vi kan hjælpe de unge musikudøvere til at blive endnu dygtigere, så har vi opnået noget, siger Henrik Rosenberg. Hans egne favoritter er Wiener-klassikerne og altid, altid Carl Nielsen. Og når han spiller salonmusik med tre andre i Galinas Salon er det Kai Norman Andersen, der er den foretrukne. Og i det hele taget er han så begejstret for klassisk musik, at han ikke mener, man har råd til at lade være med at lytte. - For mig er musik det smukkeste, mennesket har skabt og det nærmeste man kommer Gud på jorden.