Musiklærer redder Høstgildes - og Hjørrings - ære

Kjeld Andersen fortsætter tradition med Høstgildekor. Medvirker nu ved korgadefest i den gamle bydel i Nørregade

Musik 12. august 2007 06:00

HJØRRING: Det bliver musiklærer Kjeld Silberbauer Andersen, der kommer til at redde Hjørrings ære, hvad angår traditionen med et Høstgilde. Sammen med sine to kor arrangerer han nemlig korstævne 15. september, som er den dato, der var udset til at skulle være Høstgilde-dag. Ved Høstgildet sidste år sammensatte Kjeld Andersen en korsamling, som samlede en lang række sangere. - Da Høstgildet som sådan ikke bliver gentaget, vil korene Arion og Pi’rne gerne gøre selve korstævnet til en fast begivenhed i Hjørring Kommune, forklarer han. Allerede nu har 150 korsangere fra hele storkommunen meldt sig til at være med. Mandskoret Arion og sygehuskoret Pi’rne stiller deres øveaftener - og dirigent - til rådighed til et fælles prøveforløb frem til 15. september. Kjeld Andersen fortæller, at tingene har udviklet sig positivt, idet han tilfældigt kom i kontakt med en handlede i Nørregade, nemlig Holte Vinhandel. - Nu bliver det hele nærmest sådan en slags korgadefest i Nørregade, hvor vi synger i baggårdene og flere handlende er med - for eksempel med vinsmagning. Korene skal cirkulere rundt mod hinanden og synge sammen på kryds og tværs, siger Kjeld Andersen. Dagen slutter med en fælles koncert enten på eller ved Vendelbohus. Han understreger, at man kan melde sig som enkeltperson og være med i Høstgildekoret, som opløses igen efter 15. september. Arrangementet er støttet af midler fra Hjørring Kommunes aktivitetspulje.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...