Lokalpolitik

Musikoasen skal betale 2 P-pladser

Kommunen ødelægger ungdomsoasen i Sydbyen

FREDERIKSHAVN:Kravet om, at Musikoasen skal betale for to kommunale parkeringpladser truer nu med at ødelægge det kæmpemæssige musikalske satsning, der er sket for unge, med unge og af unge. Plan- og miljøudvalget i Frederikshavn Kommune vil ikke dispensere fra pakeringsreglerne og det betyder at Musikoasen skal hoste op med ca 80.000 kroner for at betale for to p-pladser til biler, de unge medlemmer ikke har. Musikoasens formand, Bjerne From, er harmdirrende. I et brev til medlemmerne tydeliggør han harmen i følgende vendinger: "Så kan I ikke lige få jeres forældre til at forhøje jeres lommepenge med 80.000 kroner til at betale kommunen for parkeringspladser, vi ikke har brug for", lyder den lokaniske melding. Bjerne Form erkender, at det kommunale krav fuld-stændigt kan rive tæppet væk under et frivillige initiativ i Sydbyen - et initiativ der har formået at samle mange af de musikere, der tidligere spillede i det nu lukkede kommunale Ungdomshus. - Vi skal vel af med de 80.000 kroner for at kommunen kan få råd til at importere musik fra andre dele af landet, siger Bjerne From let besk. Han erkender, at det er lidt svært lige at gå hjem til mor og far og tilsammen lige bede dem om 80.000 kr., til kommunen, når man tager i betragtning, at det plejer at koste hver af medlemmerne 30 kroner om måneden at øve på Musikoasens instrumenter, benytte Musikoasens lokaler og komme til fire koncerter om måneden. - En anden mulighed er, at vore medlemmer kan følge kommunens indirekte opfordring til at gå rundt på byens gader og værtshuse om lørdagen. Det kan blive alternativet, når de ikke længere har et sted at dyrke deres musikinteresse og fællesskab under voksent opsyn. Her kan de så opholde sig til de bliver gamle nok til at stikke af fra denne her by, siger Bjerne From. Han mener, at de unge kan bruge ventetiden til at gå rundt og se på mursten og vente på, der kommer støvbolde ned igennem hovedgaden i bedste western-stil. - Som en af vores ambassadører Allan Olsen plejer at sige: Det der kan I sgu da rejse med, - I kan sgu da i hvert fald ikke blive her, siger Bjerne From. Han mener, at det han kalder et overgreb mod ungdomskulturhuset Musikoasen er et politisk udtryk for viljen til at lade byen dø. - De bruger 42 millioner kroner til mursten. De kalder det Det Musiske Hus. De lader kunstnere fra alle mulige andre byer, der har været i stand til at skabe kunstnere, spille til tårnhøje honorarer. Og så beder de os om at spille gratis for kommunen. Der viser den politiske linje - ingen lokal kunst, men gerne mange nye mursten, siger Bjerne From og fortsætter: - Vi har knoklet hårdt på Musikoasen i to år. Vi har lagt vores egne private penge ud. Vi har restaureret huset i vores egne ansigters sved. Så vågner politikerne, og opdager, at der er folk der kan selv - og får det stoppet, siger Bjerne From, som opfordrer byens unge mennesker til at lægge byens støv bag sig hurtigst muligt. - Afsted venner - her i byen spilder I jeres liv. Selv for unge mennesker er livet for kort til Frederikshavn. Det, der virkelig gør Musikoasens formand irritabel er den ligegyldighed, hvormed politikerne ødelægger to års intenst arbejde. - Vi har i fællesskab skabt et vækstgrundlag for en lokal musikkultur. Men vores kommune bryder sig åbenbart ikke om os og vores indstilling. Det tåbelige krav om p-pladser til de biler, vi ikke har, kan kun have en forklaring. Vi er uønskede, konstaterer Bjerne From. Han håber, at politikerne kommer til fornuft oppe i "førerbunkeren" og lader Musikoasen leve til gavn for ungdommen i Frederikshavn.