Musikregning til Gorm Lokdam

Turisme 23. august 2007 06:00

NORDJYLLAND: En regning på omkring 300.000 kr. er på vej fra ophavsretsorganisationen KODA til den nordjyske hotelejer Gorm Lokdam, der står bag hotelkæden Royal Classic. Gorm Lokdam nægtede at betale den gældende afgift for spille musik på virksomhedens hotelværelser og klagede til Ophavsretslicens-nævnet. Her gjorde han gældende, at prisen på 7,50 kr. pr. værelse var urimeligt høj. Nævnet har afgjort sagen og fastslået, at priserne er relativt beskedne og rimelige. Prisniveauet har stort set været uændret siden den første tarif blev aftalt tilbage i 1960. Vederlagets størrelse er baseret på en aftale med hotel-, restaurant- og turistbranchens organisation, Horesta. Hos KODA er der glæde over afgørelsen. Markedschef Martin Juul Christensen, siger: - Nævnets afgørelse er også en sejr for det gode danske princip om at forhandle sig til en aftale mellem to parter. Normalt har KODA ingen konflikter i forhold til branchen, siger han, men hos Gorm Lokdam har man oplevet, hvad han kalder ”en direkte fjendtlig” holdning til KODA-afgifterne. En hotel- eller restaurantejer, der vil spille musik, skal selv henvende sig til KODA. Det har Gorm Lokdam ikke gjort, oplyser Martin Juul Christensen. Omfanget af afgiftsunddragelsen er opdaget ved besøg af KODAs rejsende konsulenter.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...