Musikskole mangler de mindste elever

Musikskole mangler elever for at kunne oprette hold over hele kommunen

De skal helst være lidt flere i den her størrelse tilmeldt hos Jammerbugt Musikskole, mener leder af skolen, Carsten Bilde. I værste fald kan det betyde, at det ikke er alle tilbud, der kan oprettes i de fire gamle kommuner. Foto: Martin Damgård

De skal helst være lidt flere i den her størrelse tilmeldt hos Jammerbugt Musikskole, mener leder af skolen, Carsten Bilde. I værste fald kan det betyde, at det ikke er alle tilbud, der kan oprettes i de fire gamle kommuner. Foto: Martin Damgård

JAMMERBUGT:Jammerbugt Musikskole mangler elever for at kunne at kunne oprette alle tilbud i de fire gamle kommuner. - Vi har ikke tastet alle data ind endnu, men jeg kan se, at der kan være problemer med at oprette hold for de mindste, forklarer leder af musikskolen i Jammerbugten, Carsten Bilde. Skal have elever nok Der skal være cirka 12 tilmeldte til et babyrytmik-hold, før det kan oprettes. For børn i 0.-2. klasse skal der være mindst otte og helst 14 elever på et hold. Og det er ifølge Carsten Bilde endnu ikke helt tilfældet. - Jeg kan ikke sige noget om, hvor der er i kommunen, vi mangler elever, eller hvor mange, det helt præcist er, siger han. Årsagen er, at musikskolen endnu ikke har tastet alle tilmeldingerne og personoplysninger ind på skolens computere og derfor kun har et svagt omrids af, hvordan næste års sæson ser ud. Alligevel er konsekvensen klar, mener Carsten Bilde. - Hvis vi ikke får nok tilmeldinger, kan det betyde, at vi ikke kan oprette holdene. Meld jeres børn ind! Derfor opfordrer han nu forældre, der stadig overvejer, om deres børn skal gå til musik, til at melde deres børn til. - Der er altid nogen, der venter med at tilmelde sig til efter sommerferien. Det vil vi meget gerne imødegå. Både fordi det bliver nemmere at planlægge, og fordi det kan være udslagsgivende for, at holdene bliver oprettet, forklarer Carsten Bilde. - Og så håber vi selvfølgelig også, at der vil være nogen, der melder sig til, når de kan se, at der er ledige pladser, siger Carsten Bilde. Prisen for en babyrytmik-plads er 999 kroner for en sæson. Undervisning for børn i 0.-2. klasse koster 900 kroner. Begge hold er blevet dyrere uanset hvilken af de gamle kommuner, man var bosat i før kommunesammenlægningen.