Teater

Musikskolen uropfører musical

Musical, opera, en kulturpris og en pris til et klassisk talent indgår i Aars Musikskoles jubilæumsplaner

AARS:1. august er det 25 år siden, de første takter blev slået an i Aars Kommunes Musikskole. Det agter musikskolen at fejre ved at sætte gang i et bredt toneregister af musikalske aktiviteter. Mere end 150.000 kroner vil skolen spendere på at markere, at den i et kvart århundrede har været med til at sætte toner til det lokale kulturliv. - Vi går bredt ud - også til nogle af de større virksomheder i området, som vi ikke plejer at henvende os til - for at skaffe den nødvendige sponsorstøtte, forklarer musikskoleleder Elise Børresen. - Vi håber, at de har øjnene åbne for, at musikskolen yder et væsentligt bidrag til kulturen i Aars, og at det er værd at støtte på lige fod med sporten, siger hun. Der er god brug for pengene, for musikskolen sparer ikke på ambitionerne i forbindelse med jubilæet. Kultur- og klassiskpris Skolen har eksempelvis planer om at tage initiativ til at stifte både en kulturpris og en pris til et klassisk talent. Priserne forestiller musikskoleleder Elise Børresen sig skal leve også ud over jubilæumsåret. Den store tunge post er selve jubilæet, som markeres, når over hundrede musikskoleelever opfører en helt nyskrevet musical ved en overdådig koncert i Messecenter Aars 27. september. - Vi kunne sikkert godt samle publikum til at markere jubilæet på selve dagen, men i praksis bliver det for svært at samle eleverne til at øve i ugerne op til 1. august, mener musikskoleleder Elise Børresen. Musikskolens elever er allerede i det små begyndt at øve musicalen "Cantus Firmus". Forestillingen er skrevet af Sven Wortmann, tidligere viceskoleinspektør ved Vestrup Skole og Flemming Høgild Berg fra Silkeborg. - Vi havde nogle af sangene med ved musikskolens kordag i Gundersted tidligere i marts, fortæller Elise Børresen. Musikskolen arbejder videre med de indledende øvelser på den årlige sammenspilsdag 5. april på Aars Skole. Elise Børresen forventer ikke større vanskeligheder med at finde de 150 elever, om får en rolle, når musicalen skal uropføres. Foreløbig har 120 meldt sig. Lokale sangere søges Lokale sangere og musikere kan i øvrigt også få lov at være med. Musikskoleleverne øver individuelt i foråret og efter sommerferien. Først de to sidste weekender op til musicalen bliver uropført i Messecentret, bliver det helt koblet sammen ved store fællesøveseancer i Messecentret. Det ambitiøse jubilæumsprogram omfatter en lang række andre aktiviteter. Fra videooptagelse af musikskolens arbejde til en jubilæumsplakat - skabt af den lokale kunstner Peer Poulsen - til en opera med Den Jyske Opera for de mindste i Aars Kirke i samarbejde med menighedsrådet. Alle kommunens børnehaver har også reageret positivt på en invitation til at deltage i et Bølle Bob projekt. Det var "Bølle Bobs" far Gunnar Geertsen, der, sammen med Sten Lerche, var de første ledere af Musikskolen i Aars. Desuden bliver der arrangeret koncerter for skolernes mindste klasser, og musikskolens ledelse håber også fortsat at kunne søsætte et usædvanligt musikalsk projekt i samarbejde med Kanonlauget og Kimbrergarden.