Musikstarter tænder forstærkeren

Fritidscentre i Aalborg inviterer Nordjyllands unge til musikcamp

Musikstarter blænder op for fjerde sæson
Musikstarter blænder op for fjerde sæson Lars Pauli

Musikken vil bølge gennem gangene på Seminarieskolen, hos fritidscentret Fri-Stedet og lånte lokaler hos Boligforeningen Lejerbo, når fritidsklubberne for fjerde gang tænder for forstærkeren til Musikstarter, der er en uges musiklejr for unge i hele Nordjylland, der har lyst til at prøve kræfter med musikken - og det uanset om de er helt urutinerede eller spiller i etablerede bands.

- Alle kan være med - og der er også plads til dem, der bryder gennem næste år, fortæller Peter Kristoffersen fra Fri-Stedet med et smil.

Ugen står så absolut i musikkens tegn og det er ikke kun musiklærerne, der assisterer. Professionelle musikere og folk fra musikbranchen står på spring for at hjælpe de unge med at få musikken løftet til endnu højere niveau.

En af idémændene bag Musikstarter er forsangeren fra Nephew, Simon Kwamm, som dog ikke deltager i år. Men der bliver alligevel fuld blæs på, når det glæder om at se kendte optræde. Der vil være intimkoncerter med kendte kunstnere. Musikstarter får blandt andet besøg af bandet Ulige Numre, der også har lovet at bruge deres besøg på at inspirere og guide campens deltagere. Også bandet Velvet Volume, der har rødder i rocken og er kendt fra P6 Beat Rocker, gæster campen.

Ugen sluttes af med et brag af en gallafest, hvor de unge får mulighed for at vise, hvad de har lært.

- Og i år har vi fået lov til at holde koncerten i Musikkens Hus i intimsalen, fortæller Peter Kristoffersen, der glæder sig til at opleve de unge vise, hvad de kan, i de helt fantastiske rammer i Musikken Hus.

Koncerten bliver ikke åben for alle, men de unge kan invitere deres egen familie til koncerten.

At de unge får lov til at indtage intimsalen i Musikken Hus er et godt billede på, hvilke frivillige kræfter og velvilje, der ligger bag musikugen i Aalborg, mener Peter Kristoffersen og hans kolleger bag arrangementet - antallet af frivillige hænder er enormt og tæller ikke mindst konservatoriet, fritidsklubberne og et væld af frivillige foreninger som blandt andet GAME, der sikrer masser af underholdning for de unge i løbet af musikcampen i uge 42.

Har man lyst til at være med, er der stadig billetter at få - men det gælder om at være hurtig. Sidste år deltog unge lige fra Holstebro til det allernordligste af Jylland. Og det samme bliver tilfældet igen i år, fortæller Peter Kristoffersen og hans kolleger bag Musikstarter i Aalborg.

Ud over at Aalborg, afholdes Musikstarter også i Grenaa, Aarhus, Silkeborg, Esbjerg, Sønderborg, Svendborg, Ringsted, København og Smørum.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden