Musikteater når det er bedst

Det Musiske Hus i Frederikshavn byder i morgen onsdag på en rigtig musikteater-oplevelse

STØVRING højskole Musical og Musikhøjskolen i Nordjylland gæster Frederikshavn med en sand musikoplevelse. Privatfoto.

STØVRING højskole Musical og Musikhøjskolen i Nordjylland gæster Frederikshavn med en sand musikoplevelse. Privatfoto.

Musical- og Musikhøjskolen fra Støvring gæster byen med en opsætning af The Station - 24 hours. Handlingen udspiller sig på en stor banegård i et døgn. I løbet af forestillingen gennemleves mange spændende optrin med stomp, musicalsange, klassiske stykker og monologer som alle væver sig ind i hinanden til en forestilling med appel til både unge og gamle. Opsætningen byder - foruden oplevelsen - på en promotion af netop Støvring Højskole Musical- og Musikhøjskolen i Nordjylland. Højskolen fik for otte måneder siden et nyt forstanderpar kapelmester og dirigent Vagn Egon Jørgensen og sanger og Komponist Tina Buchholtz. De har sammen med 35 elever og lærere formået at vende en faretruende lukning til en ren succes historie med Støvring Højskole, som har fået det nye efternavn Musical- og Musikhøjskolen i Nordjylland. Skuden er vendt og Støvring Højskole har profileret sig som en musikhøjskole der vil frem. Derfor vil højskolen også gerne i kontakt med potentielle elever, som har lyst til at dyrke deres kreative sider - og det sker blandt andet ved opsætningen i Frederikshavn i morgen. The Station - 24 hours varer en halvanden times tid og der er fri entre for alle interesserede. -cc