Muskelbil i flot indpakning

200 hestes 2,4 liters dieselmotor klæ’r i den grad Alfa 159

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Italienerne har virkelig oppe sig. Kvalitetsfornemmelsen i kabinen er udsøgt og instrumenteringen er bare helt i den rigtige Alfa stil.

Første gang vi stiftede bekendtskab med Alfa 159 var ved pressepræsentationen af bilen. Ikke i Torino men derimod i BMW-byen München og budskabet var ikke til at tage fejl af: ”Vi placerer os her lige i hjertet af eksklusiv tysk bilindustri, for nu skal de have konkurrence til stregen”, synes rationalet hos Alfa Romeo toppen at have været. Spørgsmålet er så, om der er hold i løfterne om at bevæge sig ind på den banehalvdel, hvor især BMW og Audi hidtil har spillet. Vi forsøger at finde svaret med Alfa 159 med største diesemotor. 2,4 liters msdkine og 200 velkørende heste. I forhold til forgængeren, Alfa 156, er der virkelig sket ting og sager. Mens køreegenskaberne i 156 var indiskutabelt fantastiske, så oplevede man ind imellem, at det var opnået på bekostning af det overordnede helhedsindtryk. Kvaliteten var ikke altid lige i øjet og selv om der er mange tilfredse Alfa-ejere, så har bilen været behæftet med lidt for mange små og store fejl. Det skulle der med 159 være gjort op med. Lidt følelsesløs Hvis vi skal tage de negative ting ved den nye 159 først og det som umiddelbart skuffer en anelse, så er det, at den ikke opleves så intens 156. Mens man ledte med lys og lygte efter en snoet bivej i 156, er man mere på udkig efter de lange lige stræk i 159. For den føles mere som en luksusbil end en egentlig køremaskine, og der er ingen tvivl om, at det også er det hovedindtryk, man har ønsket. Hos Alfa kan man ikke overleve på inkarnerede fans, der ser gennem fingre med små og store fejl, for til gengæld at opleve den rigtige Alfa feeling. Vækstpotentialet ligger hos de kvalitetsbevidste kunder, der gerne vil have et designmæssigt krydderi på tilværelsen og gerne signalere italiensk temperament - uden af den grund at gå på kompromis med komforten. Men når det er sagt, så er listen over forbedringer meget lang. Bare det at lukke døren er i sig selv et bevis på, at italienerne har oppet sig. Den lukker med et solidt klonk og efterlader føreren i total ro inde i kabinen. I den italienske ånd Sæderne er store og støtter godt og instrumentbordets kvalitet synes umiddelbart at være bedre end BMW. Nuvel, kvalitet kan man jo først for alvor måle efter en årrække, men der er intet der indikerer at Alfa’en ikke også om fem år bare fungerer. Og det er ikke sket på bekostning af den traditionelle indretning med de sportslige instrumenter, der helt i italiensk ånd er vendt mod føreren. For det er ham eller hende, der er tænkt mest på. Lidt anderledes er det at være passager på bagsædet. Selv om bilen er vokset betydeligt, er benpladsen trang, udsynet ikke særlig godt og jeg kunne nævne de første 10 biler, jeg hellere ville køre på ferie som bagsædepassager i. Men bag rattet af den store dieselbil er det et helt andet indtryk man får. Med en dyb brummen starter motoren og med et sejt træk sætter man i gang. Støjsvag Drejningsmomentet på 400 Nm er 80 mere end i den 150 hk dieseludgave og det mærkes tydeligt. Den lille disel var ikke fuldstændig overbevisende, men det skal jeg love for at den her er. Når man træder på speederen, trækkes man jævnt fremad og på motorvejen forsvinder enhver motorstøj. Men det er ikke kun den, der er fraværende. Vind-og hjulstøj er effektivt elimineret, undervognen filtrerer på forbilledlig vis alle ujævnheder væk uden, de af den grund forplanter sig til resten af kabinen. Designet er efter min mening også vellykket. Set forfra har bilen et meget potent udtryk, men bagfra har man desværre ikke været nær så dristig og den skuffer lidt. Men når det er sagt, så synes jeg, at den nye Alfa ville pryde i min indkørsel. Ok, den ikke så sjov som 156. Til gengæld er designet vellykket og kvalitets oplevelsen helt på højde med de tyske prestigemærker.