Muskelfyre røvede 300 kr.

ESBJERG:En mand på vej til Fanøfærgen i Esbjerg blev lørdag morgen udsat for røveri af to mænd, som han tilfældigt mødte på Dokvej. Mændene var begge muskuløse og ved at ryste en knytnæve under næsen på ham, fik de ham til at udlevere sin tegnebog. Herfra tog de 300 kroner, og gav så manden pungen tilbage. Bagefter henvendte et par håndværkere sig til offeret og spurgte, om de lige havde været vidne til et røveri. Da de fik det bekræftet, sagde de, at de ville følge efter gerningsmændene. Vagthavende hos politiet i Esbjerg er meget interesseret i henvendelser om sagen, og ikke mindst fra de to håndværkere./ritzau/