Muslimske kvinder skal integreres

Samfundet må forhindre isolation og undertrykkelse som nedskydningen i Slagelse er udtryk for, mener justitsminister Lene Espersen.

Drab 26. september 2005 06:00

AALBORG: Danske myndigheder må gøre noget ekstraordinært for at integrere muslimske kvinder. De er ofte isoleret i hjemmet, ser tv-stationen al-Jazeera og kommer ikke som deres mænd eller børn ud i samfundet med job eller uddannelse. Samtidig har kvinderne ofte en stor rolle, når deres børn tvangsgiftes. Det siger justitsminister Lene Espersen (K) efter æresdrabet i Slagelse på en 19-årig nygift pakistansk kvinde. Lene Espersen deltog i sidste uge ved mødet på Marienborg mellem muslimske repræsentanter, bl.a. imamer, samt statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og integrationsminister Rikke Hvilshøj (V). - Man skal have meget mere fat i familierne. Det åbenlyse svar er at få folk ud på arbejdsmarkedet, så de lærer dansk kultur og levevis. Der skal gøres noget ekstraordinært for kvinderne. Mange mødre er overhovedet ikke integreret. Nogle taler måske ikke engang særlig godt dansk. De er svære at få fat på. Hvis de ikke får ydelser eller er del af noget som helst, så går de bare derhjemme, siger justitsministeren. Kvinderne har stor indflydelse på, hvem børnene skal giftes med. Der har været meget fokus på mændene, som imamerne bør forklare, at det er vigtigt, at de efterlever landets love og accepterer danske værdier. Det var imamerne indstillet på, viste mødet på Marienborg, siger Lene Espersen. Hun blev søndag morgen spurgt til æresdrabet i Slagelse under en politisk spørgetime ved De Konservatives landsråd i Aalborg. Tvangsægteskaber og æresdrab er ikke et religiøst, men et kulturelt problem, som især kendes fra tyrkiske og pakistanske indvandrerfamilier, påpegede hun. - Vi kan ikke have, at familier i Danmark lever i en kultur, som er middelalderlig. De må gerne bevare deres skikke på andre områder, men de må have en opfattelse af, at det enkelte menneske er frit og selv bestemmer, hvem de vil giftes med. Det bliver en stor opgave for integrationsministeren at få fat på kvinder, som blot sidder og ser al-Jazeera. De ser ikke dansk fjernsyn, men sidder i lejligheden og fastholder deres kultur, sagde Lene Espersen. - Pigen i Slagelse betalte den højeste pris for at være velintegreret. Hun mistede sit liv. Vi skal gøre, hvad vi kan for at undgå, at det sker igen, sagde justitsministeren. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...