Aalborg

Muslimske piger under skarp kontrol

Muslimske piger advares mod at cykle og spille badminton, fordi de risikerer at miste deres jomfruelighed ved den slags fysiske aktiviteter.

Det er nogle af de myter, som Morten Ubbesen, projektmedarbejder ved Aalborg Kommune, støder på i sit arbejde med at aktivere børn af flygtninge og indvandrere. En anden myte består i, at piger og drenge i de danske idrætsforeninger går i bad sammen. Mytedannelserne og de voldsomme forhindringer, Morten Ubbesen støder på i sit arbejde, beskriver han i en artikel i det seneste nummer af idrætsbladet Focus. Især muslimske piger bliver udsat for en usædvanlig skarp social kontrol. Mai Britt-Iversen (S), formand for ligestillingsudvalget i Aalborg Kommune og medlem af integrationsrådet, er opsat på at få gjort op med lukkethed og social kontrol. - Jeg foretrækker at kalde en spade for en spade og mener blandt andet det bør være et krav, at de religiøse ledere, imamerne, lærer dansk og undervises i dansk kultur, siger Mai-Britt Iversen.