Natur

Myndigheder advarer om brandfare

Nye brande i går som følge af knastør og brandfarlig natur

AALBORG:Aalborg Politi og beredskabsmyndighederne udsendte i går en advarsel til alle om at udvise den allerstørste forsigtighed i naturen, som for tiden er en regulær krudttønde på grund af tørke. Advarslen blev udsendt, efter at påskedagene har budt på et stort antal småbrande. Stimen fortsatte i går, og frygten for at få en større brand i naturen får nu myndighederne til at reagere. - Vi henstiller kraftigt til, at der ved færden i naturen udvises den allerstørste forsigtighed med hensyn til åben ild, cigaretskod, tømning af askebægre og lignende, da der over alt er ekstremt tørt, siger vagthavende hos Aalborg Politi, vicepolitikommissær Ole Kristensen. Faktisk er der så tørt, at selv en varm katalysator på en bil kan være nok til at udløse en større brandkatastrofe. Det er længere tids tørke kombineret med, at der på denne årstid står en hel del udtørret vegetation tilbage fra sidste år, der gør, at der ikke skal meget til. Det viste de brande, som i går ramte området ved Volstedvej og Stenstuevej i nærheden af Mjels i den sydlige udkant af Aalborg Kommune. Ild tre steder Beredskabscenter Aalborg blev sendt til området ved middagstid på grundlag af en melding om en ild i en grøftekant. Da slukningskøretøjer nåede frem, havde ilden imidlertid bredt sig til hele tre steder i området. Vagthavende beredskabsmester Tommy Johannessen oplyser, at der heldigvis var tale om mindre brande, som var forholdsvis lette at få styr på. Brandene giver imidlertid næring til frygten for en større brand, fordi der ingenting skal til, før en brand breder sig. I det konkrete tilfælde har der muligvis været tale om, at gnister fra det, der begyndte som en brand i en grøftekant, blev spredt med vinden og udløste brande to andre steder. Påske-brande Både skærtorsdag og langfredag bød også på flere småbrande i Aalborg-området. Torsdag var der et par naturbrande i Klarup-området, og fredag var den gal to steder i Aalborg Øst. I det alvorligste tilfælde gik der ild i 400-500 kvadratmeter bevoksning ved Skallerupvej. Her fik brandfolkene heldigvis god hjælp af lokale, som straks gik løs på flammerne med branddaskere. Hvor galt det kan gå, viste en naturbrand nord for Esbjerg i fredags, hvor en større bid af Marbæk Plantage brød i brand, så brandvæsner fra flere omkringliggende byer måtte kaldes til hjælp.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst

Mest læste