Udland

Myndigheder opgiver at finde forsvundet mand i hul

Der er for farligt at bjerge liget af manden, der forsvandt i et hul under sit soveværelse i Florida.

Myndigheder opgiver at finde forsvundet mand i hul

Redningsarbejdere i Florida har stoppet deres indsats for at finde den mand, der blev suget i ned i et hul, der pludseligt åbnede sig under hans soveværelse i Florida.

Det er for farligt at forsætte arbejdet, lyder begrundelsen. I forvejen var myndighederne overbeviste om, at de ikke ville finde 36-årige Jeff Bush i live.

- Der er ikke nogen chance for overlevelse, siger talskvinde for redningsmyndighederne Jessica Damico.

- Vores data er kommet tilbage, og vi kan ikke fortage en bjærgning uden at sætte vores liv i fare, fortsætter hun.

De fem øvrige personer i hjemmet var torsdag ved at gøre sig klar til natten, da de hørte et stort brag og Jeff Bushs skrig.

Mandens bror Jeremy Bush styrtede staks ned i hullet, hvor han desperat forsøgt at grave sin bror fri. Men uden held. Og han blev nødt til at blive reddet ud af hullet, der blev større og større og nu måler cirka ni meter i bredden.

Jeremy Bush holdt tidligere lørdag en mindehøjtidelighed for sin forsvundne storebror.

- Jeg takker herren for ikke at tage min datter og resten af familien, sagde han.

Den første redningsmand på stedet var politibetjent Douglas Duvall, og da han gik ind i Jeff Bushs soveværelse så han en kløft, men der var intet spor efter Jeff:

- Hullet havde opslugt hele soveværelset. Du kunne se sengen, kommoden. Alt sank, fortæller han.

Hele huset i en forstad til Tampa vil nu blive revet ned. Derefter vil hullet blive stabiliseret for at sikre det omkringliggende område.

Beboerne i to nabohuse er dog blevet evakueret, lyder det fra talskvinden for redningsmyndighederne.

- De får sandsynligvis aldrig lov til at komme tilbage til deres hjem, siger Jessica Damico.

Et jordfaldshul opstår ved, at nedsivende regnvand, der blander sig med syre, opløser kalken i jorden. Derved opstår der et hulrum, som konstant udvider sig. På et tidspunkt braser det øverste jordlag ned, og hullet er en realitet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden