Myrdet lægefrue var dopet

Den 60-årige Hanne Lene Flachmeyer fra Suldrup var dopet med smerte-og angstdæmpende medicin, før hun blev myrdet med seks-syv knivstik i sit hjem i Suldrup.

Retsmedicinerne fandt rester af fem forskellige smerte- og angstdæmpende stoffer i den dræbtes blod. Forsvareren for den dræbtes 37-årige datter, der er varetægtsfægslet, sigtet for drabet, mener at fundene belaster den dræbtes ægtemand, der er læge. Han er også sigtet i sagen, men er i modsætning til datteren på fri fod. Og det undrer fortsat datterens forsvarer, Michael Juul Eriksen, der i to omgange har klaget til statsadvokaten i Aalborg over politiets efterforskning og holdningen til hans klient. Ifølge advokaten har politiet bl.a. forsøgt at presse den sigtede til at lade sig afhøre, uden at hendes advokat er til stede. Fundet af medicin i den myrdede kvindes blod kom frem i forbindelse med et retsmøde, hvor varetægtsfængslingen af den 37-årige datter blev forlænget yderligere fire uger. Samtidig blev det besluttet, at hun skal mentalundersøges. Alle stofferne er ifølge EkstraBladet receptpligtige og på listen over ulovlige dopingmidler i Danmark.