Myretuen bliver privat

Borgerne har selv taget initiativ

5
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Børnehuset Myreturen har mange dyr, som børnene kan være sammen med.

HØRMESTED:Efter 40 år med kommunal børnehave i Hørmested er det nu slut med udgangen af september måned. Hjørring Kommune har besluttet at oprette én stor fælles børnehave i det gl. kommunekontor i Sindal, så derfor lukker en lang række kommunale børneinstitutioner i Sindal gl. kommune.

Det giver stor usikkerhed de steder, hvor børnehaverne lukker. Hvad vil fremtiden bringe, hvad med børnenes trivsel og pædagogiske udvikling, hvad med personalet og i det hele taget: Hvad sker der med lokalsamfundet, når alting lukker.
Den usikkerhed vil borgerne i Hørmested ikke udsætte sig selv for, og derfor blev der i 2010 taget initiativ til at oprette Sindal Privatskole, da kommunen besluttede at lukke Hørmested Skole. Ligeledes har borgerne i Hørmested nu besluttet, at der fortsat skal være en børnehave samt en vuggestue. De har derfor lejet de kommunale lokaler ved skolen, og fra den 1. oktober oprettet Børnehuset Myretuen.
Fredag den 28. september bliver således den sidste dag som kommunal institution, og det markeres med et arrangement denne dag, hvor også den nye leder af den private børnehave præsenteres.
Initiativtagerne til den private vuggestue og børnehave lægger stor vægt på, at Børnehuset Myretuen adskiller sig fra almindelige børnehaver og vuggestuer ved at have tre grundpiller, som pædagogik og hverdagen er bygget op omkring. De tre grundpiller er: “Bevægelse” med idræt, leg og dans, hvor målet er, at børnene skal være aktive i dagligdagen. “Kreativitet” med tegning, sang, maling og klip, hvor børnenes kreative og innovative sider styrkes og stimuleres. Og “Udeliv” med masser af frisk luft og glæde ved naturen med de muligheder og udfordringer naturen giver.
En anden ting der lægges stor vægt på er, at der fra den 1. januar 2013 ikke er nogen lukkedage bortset fra de almindelige helligdage. Det giver en stor fleksibilitet, at forældrene ikke skal indrette deres hverdag efter børnehaven, men at det er børnehaven, der indretter sig efter forældrenes og børnenes behov.
Da det er vigtigt for personalet, at de har maksimal tid sammen med børnene, er det besluttet, at Børnehuset Myreturen bliver et aktivt medlem af foreningen Frie Børnehaver, der gennem deres sekretariat med over 100 ansatte kan bistå med administrativ hjælp og tage sig af personalets faglige udvikling.
- Vi vil ikke være en opbevaringsinstitution, men en læringsinstitution, hvor der dagen igennem bliver taget vare på børnene med fokus på det enkelte barns behov. Vores mål er, at vi vil være Hjørrings bedste daginstitution, der fremmer børnenes trivsel, udvikling og læring gennem et engageret personale, der tilbyder en tryg og sjov hverdag fyldt med udeliv, bevægelse, leg og kreative udfordringer, fortalte Morten Glenthøj, der er med i forældrebestyrelsen.
Morten Glenthøj er også glad for den store opbakning, der er i lokalsamfundet til Børnehuset Myretuen, for alle nuværende 25 børnehavebørn fortsætter således i den private børnehave, hvortil der kommer fem vuggestuebørn.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.