Mysteriet om Erik: Politiet savner nye oplysninger

Politiet er ved at løbe tør for muligheder i sagen om den 73-årige Erik Madsen, der på mystisk vis forsvandt sporløst efter en brand i hans hus i Vebbestrup

VEBBESTRUP:Det er nu over et halvt år siden, at 73-årige Erik Madsen forsvandt under mystiske omstændigheder efter en brand i hans hus på Kraghøjvej ved Vebbestrup. Det er stadig en gåde, hvor han er blevet af, og Nordjyllands Politi er nu ved at være løbet tør for muligheder i efterforskningen af hans forsvinden.

- Der er ikke ret meget mere, vi kan gøre. Vi har undersøgt de ting, vi kan, og nogle ting har været undersøgt to eller flere gange, fortæller politikommissær Henrik Staal, der dog understeger, at sagen ikke bliver lukket.

- Vi lukker den ikke, før vi har fundet ham. Men vi er ved at være nået dertil, hvor det kræver nye oplysninger, siger han.

Sporløst forsvundet

Erik Madsens hus brændte 8. marts om aftenen, og i første omgang troede politiet, at han var brændt inde. Men huset gennemgik efterfølgende omfattende undersøgelser, der med den største sandsynlighed konkluderede, at den 73-årige ikke var brændt inde.

Der var heller ingen tegn på, at branden var påsat.

Siden har politiet ledt massivt med hunde og mandskab i området omkring Erik Madsens hus, ligesom vandhuller er blevet undersøgt og der er foretaget adskillige afhøringer af folk, der kunne have oplysninger om, hvor den 73-årige kunne være.

Politi vil gerne have nye oplysninger

Politiet har hele vejen igennem efterforsket sagen om Erik Madsens forsvinden meget bredt - altså lige fra at der kan være begået en forbrydelse til at der er sket et uheld.

Men der er altså fortsat intet der peger i nogen retning.

Og selvom alle spor er blevet kigget igennem endnu engang, så har politiet stadig ingen anelse om, hvor Erik Madsen er, eller hvad der er sket med ham.

- Det er en meget usædvanlig sag, og vi undrer os meget over, hvad der kan være sket, siger Henrik Staal.

Derfor vil politiet gerne høre fra folk, der kan have oplysninger om, hvad der kan være sket med den 73-årige.

Nordjyllands Politi kan træffes på telefon 114.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.