Mystik om direktør-fyring i Blokhus FC

Blokhus FC har angiveligt været tilfredse med Mogens Andersen men har alligevel fyret ham.

Bestyrelsesformand hos BFC, Bøje Lundtoft, har ikke meget at sige om afskeden med Mogens Andersen. Foto: Erik Sahl.

Bestyrelsesformand hos BFC, Bøje Lundtoft, har ikke meget at sige om afskeden med Mogens Andersen. Foto: Erik Sahl.

I en kortfattet pressemeddelelse fra klubben lyder det, at der ikke er tale om nogen form for dramatik, men at bestyrelsen ikke har nogen kommentarer til afskeden med Mogens Andersen. Det er dog sjældent, at ingen dramatik rimer på ingen kommentarer, hvilket også fremgår af formand Bøje Lundtofts udlægning af sagen overfor NORDJYSKE Medier. - Vi synes, at Mogens Andersen har gjort et godt stykke arbejde, og vi har været tilfredse med ham. Men hvorfor har I så fyret ham? - Det har jeg ingen kommentarer til, men det er en enstemmig bestyrelse, der står bag beslutningen, lyder det konsekvent fra Bøje Lundtoft som erkender, at det kan åbne for masser af spekulationer, at fyringen er omgærdet af hemmelighedskræmmeri. - Men sådan har vi altså valgt at gøre det, siger han. I følge NORDJYSKE Mediers oplysninger fra kilder tæt på klubben, var parterne allerede ved at stoppe samarbejdet tidligere på sæsonen på grund af økonomiske uoverensstemmelser. Mogens Andersens fik dog ved den lejlighed lov til at fortsætte på posten, som han overtog i juli sidste år efter en årrække i ishockeyklubben Frederikshavn White Hawks. NORDJYSKE Medier ville gerne have haft Mogens Andersens egen udlægning af fyringen i Blokhus FC. Trods talrige forsøg er det dog ikke lykkedes at få en kommentar fra eks-direktøren.