Retspleje

Mystik om trekants-drama

Vestre Landsret i Aalborg indleder i morgen nævninge-sagen mod 48-årig

HJØRRING:Når et nævningeting i Vestre Landsret i Aalborg i morgen indleder sagen mod den 48-årige mand fra Poulstrup, der 27. september sidste år blev varetægtsfængslet efter et drama på hans ejendom på Gammel Rønnebjerg- vej, kommer nævningene på en svær opgave. Under opklaringsarbejdet er det nemlig ikke lykkedes kriminalpolitiet i Hjørring at klarlægge, hvad der egentlig skete den skæbnes- vangre fredag på den lille ejendom uden for Hjørring, Men ét står klart, den 48-årige er ifølge anklageskriftet tiltalt for dobbelt forsøg på manddrab mod en nu 41-årig mand og hans 52-årige kone. Han er desuden tiltalt for overtrædelse af våbenloven. Det, der står uklart, er, hvad der egentlig er overgået kvinden. Det har nemlig ikke været muligt at fastslå, om hendes alvorlige læsioner er påført med et stikvåben, eller om hun er skudt. Den 48-årige tiltalte, indrømmede i grundlovsforhøret, at han havde skudt manden i kæben. Derimod nægtede han at have forvoldt kvinden skade. Politiet har heller ikke fundet brugbare DNA-spor i forbindelse med de undersøgelser, der er foretaget på den tiltaltes tøj. Dermed er der ingen tekniske beviser, der forbinder den 48-årige tiltalte med det kvindelige offer. Dramaet tog sin begyndelse om formiddagen. Det lykkedes det mandlige offer at slå alarm via et postbud, der passerede ejendommen. Han blev af Falck ved 11-tiden bragt til Sygehus Vendsyssel i Hjørring. Først kl. 12.05 blev han her opsøgt af politiet. De forlod ham kl. 15.30, da han blev overført til behandling i Aalborg. Ca. en uge efter, 6. oktober, bad politiet om hans tøj med henblik på en DNA-undersøgelse. Men det var for sent. Den 42-årige forklarede, at det var smidt væk, fordi det lugtede. Et vidne fortæller nu, at offeret bad ham om at smide tøjet væk.