Mystisk bølge af indbrud i Nibe

Politiet er på helt bar bund efter en stribe villaindbrud og tyveri af biler i Nibe de seneste to uger.

Arkivfoto

Arkivfoto

Siden 6. februar har 11 villaer i Nibe været udsat for indbrud, og der er blevet stjålet fire VW Golf fra byen. - Det er meget atypisk, at der bliver begået så mange indbrud i Nibe på så kort tid. Og det er mindst lige så mystisk, at der bliver stjålet fire VW Golf'er, siger vicepolitikommisær Ole Jensen fra indbrudsgruppen hos Nordjyllands Politi. Samme fremgangsmåde Det hele startede 6. februar, hvor der blev begået tre indbrud på Skovbakken. 12. februar et indbrud på Bakkebo, 15. feburar gik det ud over to villaer på henholdvis Eventyrbakken og Gartnervangen, og 19. februar slog tyvene til fem gange på adresser på Bakkebo, Hestebakken, Møllevej, Rosenparken og Skovbakken. Det er samme fremgangsmåde, tyvene benytter sig af ved indbruddene, hvor de brækker enten døre eller vinduer op. Og de går målrettet efter penge, smykker og elektronik. På bar bund Ved indbruddet på Bakkebo 12. februar blev der set en ung mand omkring 16 år, 170 cm. høj og spinkel af bygning i området. Men politiet har ikke spor efter, hvor han er forsvundet hen. Og det er indtil videre det eneste spor, Nordjyllands Politi har at gå efter. - Vi er stort set på bar bund. Ingen har set hverken biler eller personer i forbindelse med indbruddene. Derfor hører vi gerne fra folk, der kan have oplysninger, der kan bringe os videre i sagen, siger Ole Jensen der håber, at der vil komme genetiske spor at gå efter.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.