Mystisk ejendomshandel i Parken

Den tidligere FCK-spiller David Nielsen tjente for to år siden 600.000 skattefri kroner på en mistænkelig ejendomshandel med Parken. Det skriver Berlingske Tidendes Nyhedsmagasin.

David Nielsen købte i 2000 en treværelses lejlighed på Nyelandsvej på Frederiksberg af Parken til stort set samme pris, som selskabet selv havde givet for den tre år tidligere i 1997. Over den treårige periode steg tilsvarende lejligheder på Frederiksberg med 50 procent. David Nielsen kunne sidste år hente en gevinst på 600.000 kroner, da han flyttede til England for at fortsætte fodboldkarrieren og solgte lejligheden. Ejendomsmægler Peter Norvig og bestyrelsesformand i Parken afviser, at handlen med David Nielsen var led i hans lønpakke. Informationschefen i ejendomsmæglerkæden Home, Preben Angelo, betegner dog prisudviklingen på David Nielsens lejlighed som meget besynderlig. Det samme gør pressesekretær Rene Andersen fra Told & Skattestyrelsen. Til dagbladet B.T. siger bestyrelsesformand Flemming Østergaard, at Parken fik markedsprisen, for lejligheden og afviser, at salget var en del af David Nielsens kontrakt. /ritzau/