Mystisk problem

?Som næsten nybagt husejer får man jo af og til nogle overraskelser - og med den megen vand vi har fået på det sidste, er mit "nye" hus ingen undtagelse. På den nederste del af mit tegltag - de 3-4 nederste sten - er der åbenbart et par utætheder hist og pist. Der drypper lidt vand ind, således at udhænget bliver vådt, og problemet skyldes ikke tagrenderne. Det er ikke meget vand, men mange små dråber gør som bekendt en stor å - vandet samler sig også efterhånden i isoleringen, og når jeg er rigtig uheldig begiver vandet sig langs spærrene ind over stueloftet. Hvor om alt er: Er det "normalt" for et hus fra 72 - der er tegltag uden undertag og strygning. Resten holder tørt, og der er rimelig udluftning. Hvad kan man evt gøre: Eftermontere en slags undertag de berørte steder, og evt. vandet/dråberne ud til/over udhænget? Det er svært at spotte utæthederne udefra, da taget virker ok. Skal mand spærrene behandles de steder de er blevet våde. Evt. med grøn gori eller lignende? Godt nytår.Ancher Andersen !Kære Ancher - også godt nytår til dig. Derudover har jeg ikke så meget godt at sige, da jeg har simpelthen svært ved at gennemskue problemet. Samtidig må jeg sige, at der skal gøres noget ved det, for der må hverken komme vand i isoleringen eller til spær og bjælker. Det er ikke sådan, at dit hus rådner væk fordi det sker et par gange, men i det lange løb vil det gå galt, og så kan sagen ikke klares med hverken gul, grøn eller rød Gori. Du er inde på muligheden af at lave et undertag, som skal føre vandet fra utæthederne den sidste meters penge ud i tagrenden, og det kunne godt være en løsning. Men jeg synes helt ærligt, at du skulle få en håndværker til at se på sagen, før du går igang, så du finder helt nøje ud af, hvad utætheden skyldes. Er det dårlige tegl, ligger de forkert - har de været utætte siden 1972? Hvis du gerne vil lave arbejdet selv, kan du jo bare sige det, som det er - at du gerne vil betale tømreren for at se på sagen og give et godt råd. Det koster måske et par timer, men det er vel også kun fair, når han bruger sin tid og ekspertice på dig - og pengene kan være godt givet ud. Jeg håber, at du finder en løsning.Kjeld Bjerre