Skadedyrsbekæmpelse

Mystiske biller

Er det årstidsbestemt, at vi har fået flæskeflannere på besøg igen

?Sidste år sendte Jørgen Pedersen fotos af nogle biller til Værktøjskassen. Huset vrimlede med mystiske kræ, som var ved at drive ham og konen til vanvid. Billederne forsvandt imidlertid i Internettets tåger, så det lykkedes aldrig at identificere billerne. Men forleden fik jeg så en ny mail: Kære Kjeld. Nu er jeg her igen, problemet er atter kommet - samme tid som sidste år. Det f......... kryb går mig på. I går fjernede jeg hele 10 stk. Jeg har i mellemtiden fundet ud af, hvad de hedder - det er flæskeflannere - men hvor de kommer fra, og hvad jeg kan gøre, har det ikke været mig muligt at finde ud af. I påsken var der en dag en masse fjer mellem udhængsbrædderne ved carporten. Jeg fjernede et bræt, og ned fik jeg en halvt indtørret måge, er det her flæskekannerne har haft bolig? Og hvordan f..... kommer der dyr derop? Jeg har været på loftet for at se, om der er spor efter mår eller lignende, men intet er at se. Det må altså ske imellem tagsten og plasticundertag, men det har jeg ikke rigtigt mulighed for at konstatere, da jeg jo ikke kan nå ud til kanterne. Billerne har været væk Er det varmen, som bringer dem tilbage - er det årstidsbestemt? Og som min kone siger: Hvorfor har vi og ikke naboerne? Nu har du fået navnet på billen, og jeg håber inderligt, at du har en god løsning. Jeg har ikke kunnet finde råd, men du ved jo så meget, og i øvrigt tak for dine mange gode råd og løsninger. Jørgen Pedersen, Munkebo !Hej Jørrgen Pedersen - jeg er nu kun halvt så klog, som du tror, men tak for tilliden. Og hvad man ikke har i hovedet, må man jo have i fingrene, så jeg har søgt på Nettet - dog uden at finde dine forsvundne fotos ... til gengæld fandt jeg en hjemmeside (www.dpil.dk), hvor man kan læse om en masse forskellige skadedyr, og om flæske-fræseren fortælles blandt andet, at den bliver 7-9 mm lang, at den er brun-sort og let kan kendes på et lysere bånd med seks mørke prikker tværs over den forreste halvdel af ryggen. Billen lægger sine larver i døde dyr - kadavere! Larverne er brune, bliver 15 mm lange og er leddelte - med børster strittende fra leddene. Hvor ulækkert det end lyder, så udfører de et nyttigt arbejde i naturens kredsløb - i lighed med de ligeså vamle spyfluer. I naturen består flæskeflannerens menu fortrinsvist af ådsler, men de holder også meget af saltet og røget kød, ligesom de med fornøjelse guffer klipfisk, fiskemel, tør ost og hundefoder i sig - ja, de kan (som der står på hjemmesiden) "endog forgribe sig på havregryn". Sådan nogle bæster! Når larverne er udvoksede, forlader de ådslet og forpupper sig på et beskyttet sted - revner, sprækker og hulrum, som de om nødvendigt selv gnaver. Næste forår møder vi dem så som kravlende og flyvende biler - på jagt efter nye steder at lægge æg. Da du jo har fjernet den døde måge, burde der ikke længere være noget problem - bortset fra de forpuppede larver fra sidste år, som jo altså er de biller, du for øjeblikket kan se flyve og krybe rundt for at lede efter et passende kadaver til videreførelse af slægten. Og her er problemet, at nok er mågen væk, men der kan jo også være døde mus eller fuglereder på loftet - og hvem kan vel sige sig fri for at have en enkelt hemmelig klipfisk hængende under hanebåndet ... Nå, spøg til side. Naturlig bekæmpelse består altså i at "sulte" billerne ud af huset - eller rettere: Sørge for, at de ikke kan komme til at lægge deres æg. Om det lykkes, viser sig i virkeligheden først det efterfølgende forår. Hvis din tålmodighed ikke er til naturlig bekæmpelse, kan du pudre eller sprøjte med en godkendt middel til krybende insekter - spørg hos materialisten. Jeg ønsker dig god kamp.

Breaking
Grænserne til Tyskland, Norge og Island begynder at åbne 15. juni
Luk