Mystiske tæsk: Mand har brækket kæben i internt opgør

Ingen vidner har set et overfald, hvor en mand blev banket, og offeret vil ikke tale med politiet.

Det var en ambulance, der slog alarm til politiet om, at der torsdag aften var sket et overfald på den københavnske vestegn.

En mand er blevet udsat for et voldsomt overfald, men da ingen vidner har set episoden, er det en udfordrende sag at opklare, lyder det fra Københavns Vestegns Politi.

- En mand har fået nogle tæv, men vi aner endnu ikke, hvad der er sket. Han har i hvert fald brækket kæben, siger vagtchef Brian Holm til Ritzau.

Offeret selv ønsker ikke at medvirke til opklaringen af sagen, hvilket får politiet til at tro, at der er tale om et internt opgør. Om det er banderelateret er dog ikke til at sige på nuværende tidspunkt.

Det er også uvist, om der har været våben involveret i overfaldet.

- Det er lidt atypisk, fordi det er ambulancen, der tilkalder os. Det er ikke som en normal anmeldelse, hvor det ofte er vidner, der tager kontakt til politiet. Ingen har tilsyneladende set noget, siger Brian Holm.

Manden er blevet bragt til Rigshospitalet for at blive behandlet på sine skader. Politiet har ikke oplyst, hvor på den københavnske vestegn, at manden er blevet indbragt fra.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.