Myter og facts om stoffer, dummerbøder og rockermiljø

Ungdomsrådet tager initiativ til borgermøde om unge og kriminalitet

Narkokriminalitet 28. oktober 2002 07:00

FREDERIKSHAVN: Hvad gør man, hvis man har mistanke om at ens barn eksperimenterer med narko eller flirter med rockermiljøet? Snak om dummerbøder, rockerkriminalitet og stofmisbrug blandt unge giver ofte anledning til bekymrede miner hos forældre. Ungdomsrådet har nu taget initiativ til et debatmøde, der griber fat i disse problemer. Det finder sted i Maskinhallen onsdag den 30. oktober, hvor SSP-koonsulent Erik Graves indleder med et oplæg om unges stofmisbrug i Frederikshavn. Derefter er der paneldebat om dummerbøder og rockermiljø. I panelet sidder repræsentanter fra Frederikshavn Politi, Chris Sørensen, der er byrådsmedlem for Venstre, Christina Lykke fra Ungdomsrådet samt en repræsentant fra diskoteksmiljøet. Det bliver sandsynligvis en fra Backyard, men det er ikke helt afklaret endnu. Vil piske stemningen ned Maria Mortensen, der også er medlem af Ungdomsrådet, er en af initiativtagerne. Hun fortæller, at der er stor usikkerhed om, hvad der er rygter og hvad, der er facts omkring problemerne blandt de unge i Frederikshavn. På borgermødet vil de gerne skabe en debat om problemerne og eventuelt aflive nogle myter. Piske stemningen ned, som hun kalder det. - Vi vil gerne give de unge og forældrene et værktøj til, hvordan de skal begå sig i miljøet, siger hun. Ifølge hende er det almindelig kendt blandt unge, hvordan man får fat i stoffer. Det er især hash og ecstasy, der handles med. - Man ved godt, hvilke personer, man skal kontakte i nattelivet for at få det. Så sent som i denne weekend var der en af mine venner, der blev tilbudt råhypnol. En fyr solgte dem til 11 kroner per styk. Der blev ikke nogen handel i den omgang, - Mine venner lader sig ikke lokke, men det kommer an på, hvilke kredse man kommer i. Hvor stort problemet med dummebøder er, står hun mere usikker overfor. Og det er svært at sige, hvem der i givet fald står bag. - Det er sikkert helt almindelige mennesker. De klæder sig nok ikke ud i sort tøj og gemmer sig i et hjørne. Havde de bare gjort det, siger Maria Mortensen. Hun mener også, at folk er bange for at melde dem, selv om politiet lover anonymitet. Det har da heller ikke været muligt at få unge, der selv har oplevet ting, der ikke tåler dagens lys, til at stå frem i avisen. Dummebøder som hovedtema Alligevel har Ungdomsrådet valgt dummebøderne som overordnet emne for deres møde. Fordi der tales så meget om dem. - Forældrene er helt vildt angst, siger Maria Mortensen. Men har de grund til det? Det er spørgsmålet. Selv har hun aldrig været udsat for ubehageligheder, når hun færdes i nattelivet. Men de ting hun hører i byen påvirker hende. - Selv om det ikke går ud over mig, gør det mig alligevel utryg. Maria Mortensen er ikke blind for, at de unge, der eventuelt er ude i problemer, nok ikke møder op til debatmødet. Men initiativtagerne regner med, at der nok skal møde nogle unge op, der er interesserede. Måske føler sig utrygge. Og ellers satser de på forældrenes interesse. - Vi rammer de unge gennem deres ømmeste punkt, nemlig deres forældre, siger hun.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...