Skovbrug

Myter om Østerild og Hjardemål Klitplantager

Debatten om et nationalt testcenter for havvindmøller i Østerild og Hjardemål Klitplantager raser efterhånden med en sådan styrke, at den truer med at blæse projektet omkuld.

Det fyger ikke længere med sand i disse egne, men derimod med tendentiøse, udokumenterede og misvisende informationer fra Miljøministeriet og dets underliggende institutioner. I den nævnte proces har jeg - med mine forudsætninger - især hæftet mig ved følgende to påstande: 1) Østerild og Hjardemål Klitplantager er uden naturindhold og derfor ikke værd at bevare. 2) En omdannelse af plantagerne til ”klitheder” vil i enhver henseende være en gevinst. Det sammenhængende plantagekompleks adskiller sig vel ikke væsentligt fra de mange andre klitplantager, der strækker sig fra Rømø i syd til Skagen i nord. Anlægget startede i begyndelsen af 1900-tallet, og de sidste arealer er tilplantet for ca. 15 år siden. På By- og Landskabsstyrelsens (BLST) hjemmeside er man omhyggelig med at understrege, at ”Østerild Klitplantage består primært af nåleskov, der er plantet i lange lige rækker.” ”Der er ikke meget biodiversitet i sådan en plantageskov,” lød det fra direktøren i SNS under en ”eksperthøring” 20.4. Direktøren for den statsinstitution, der har haft ansvaret for anlæg og drift af disse plantager i op mod et århundrede – med årlige millionstore statslige bidrag – mener altså, at det er endt i en sådan naturmæssig elendighed, at man bør fælde dem og tilbageføre området til klitheder. I et indlæg i JP 20.4. skriver Karen Ellemann: ”Naturen i Østerild er ikke unik, men består af grantræer, plantet for at holde på sandet.” Altså et helt klart forsøg på at nedgøre disse skove og minimere betydningen af deres rydning. At plantagerne i sin tid blev plantet for at stoppe sandflugtens ødelæggende hærgen, udelukker dem vel ikke fra samtidig at indeholde de værdier, som man søger fremmet med en skovpolitik, der sigter på at fordoble det danske skovareal? Ifølge Skov- og Naturstyrelsen (SNS) var der i Danmark i 2000 486.000 ha skov fordelt på ca. 60 % nåletræer og 40 % løvtræer. Af dette er stort set alle nåletræer og måske halvdelen af løvtræerne blevet plantet ”i lange lige rækker”. Alt andet ville da også være ganske upraktisk og temmelig fordyrende. Det er da heller ikke en praksis, SNS væmmes mere ved, end at den stadig selv anvender den ved nyplantning. På BLST's hjemmeside er der en animation, der viser et lavt krat af almindelig bjergfyr, der ændres til en flot klithede. På samme side er der et link til et kort, der viser, at der slet ikke skal fjernes almindelig bjergfyr, men bl.a. gammel sitkagran og skovfyr og nyplantet egeskov. Når debattører har hævdet, at disse plantager har et lavt naturindhold, er det naturligvis rigtigt, hvis man f.eks. sammenligner en ha skovfyr i Østerild Plantage med en ha gammel, blandet løvskov, der har ligget stort set urørt i århundreder, som f.eks. Krenkerup Haveskov på Lolland. Sådanne naturskove er imidlertid ekstremt sjældne i Danmark, og sammenligner man i stedet med en almindelig forstligt drevet bøgeskov, er forskellen nok slet ikke så stor. Det er ganske besynderligt at se, at en bestand på 150-200 stk. af Danmarks måske flotteste vildtlevende krondyr tilsyneladende ikke tillægges nogen naturværdi. For mange jægere er disse krondyr en næsten uopnåelig drøm, for mange naturelskere – mig selv inklusive – er de hver gang et imponerende syn, og for mange andre er bevidstheden om, at netop disse ret monotone plantager huser dette storvildt, en kilde til glæde og stolthed. En velkommen konvertering til en mere varieret skov er i øvrigt også her i gang, og de indledende øvelser tyder på, at der ikke bliver mangel på ”natur” i de fremtidige bevoksninger. Derimod kommer det desværre nok til at knibe mere med træproduktionen, men det er jo et bevidst politisk valg. En sådan konvertering over en eller flere trægenerationer lader sig langt nemmere gennemføre i en ældre storskovs etablerede skovklima end på en åben pløjemark og det endda med en skånsom biologisk kontinuitet. I en rapport fra FN-underorganisationen FAO fra 2002 omhandlende de danske klitplantager, herunder dem i Thy, lyder undertitlen: "Plantation forests established centuries ago to stabilize sand dunes in Denmark now contain abundant biological diversity." Fældningen af 1200 ha skov forventes ifølge BLST at føre ”til en samlet nettofrigivelse på mellem 0,3 og 0,4 megaton CO2.” Det lyder jo ikke af ret meget. Det lyder af betydeligt mere, når man opgiver det som mellem 300.000 og 400.000 ton CO2. Endvidere skriver Karen Ellemann: ”Og dertil vil vi plante lige så mange træer, som vi fælder - både ved Thisted og andre steder i Danmark.” Det er virkelig hyklerisk at lade som om, spredte, nyplantede småskove på nogen som helst måde kan matche en ældre, sammenhængende storskov. Det gælder i øvrigt, uanset om man erstatter den eksisterende skov med nye træer i forholdet 1:1 eller 1:2. Og det uanset hvilke synsvinkler man i øvrigt måtte anlægge. Sluttelig nævner Karen Ellemann: ”Når vi fjerner træer i Østerild, får vi ikke mindre natur, vi får ny natur på stedet. Området bliver genskabt som en mosaik af naturtyper, herunder den oprindelige klithede.” Hvorvidt klitheder er områdets oprindelige natur, er omstridt. Mindst lige så omstridt er det, om det i det hele taget lader sig gøre at skabe en egentlig klithede med dens karakterplanter efter skovrydningen. BLST skriver, at kronvildtet ved anlægsarbejdet vil blive fordrevet, men derefter ”formentlig vil vende tilbage”. Og efterfølgende ”vil området igen blive et godt levested for kronvildtet.” Det er helt uden hold i virkeligheden. Man skeler sikkert til Hanstholm Reservatet, hvor der til tider er en meget stor bestand. Forholdene er imidlertid slet ikke sammenlignelige. I reservatet på næsten 4000 ha – alt statsejet - er der jagtforbud, en vej langs kysten, der til dels er skærmet fra området af klitrækker, fem bjergfyrkrat på 93 ha fordelt over området til dækning for krondyrene og et område med de facto ro. Dels er en del af området lukket for færdsel året rundt, dels er det sjældent at møde mennesker i området. De fleste nyder det betagende landskab fra de omgivende skrænter. I Østerild–Hjardemål-området vil der stadig være store, spredtliggende privatejede arealer med almindelig landbrugsdrift med den uro, det giver. Endvidere vil der på disse arealer også drives jagt, ligesom der ikke i lovforslaget er lagt op til, at de nævnte krat skulle være nåletræer, hvorfor vinterdækning ikke kan påregnes. Sluttelig gennemskæres dette flade, åbne område af Klitvejen, som i dette øde område vil virke indbydende på eventuelle krybskytter. Når såvel direktøren for SNS som Karen Ellemann tilsyneladende hilser det velkomment at etablere klithede på skovens bekostning, kunne det være interessant at få at vide, om der er tale om en nødtvungen efterrationalisering, eller de i virkeligheden udtrykker et underliggende ønske om at gøre op med 200 års dansk skovpolitik, som blev indført med Reventlows skovforordning i 1805. I en afgørelse fra Naturklagenævnet (NKN) 12.5.09 anføres: "I overensstemmelse med lovbemærkningerne til skovlovens § 6, stk. 1, er praksis efter bestemmelsen restriktiv, således at fredskovspligt som udgangspunkt ikke tillades ophævet. Dog vil der kunne gives tilladelse til ophævelse af fredskovspligten, hvis den ønskede ændrede anvendelse ikke kan ske uden for fredskov, og hvis andre samfundsmæssige hensyn er vigtigere end hensynet til, at arealet bevares med fredskovspligt." Sagen drejede sig i øvrigt om en større landejendom, hvor driftsbygningerne var omgivet af 28 ha fredskov. Man ønskede at opføre en ny driftsbygning og søgte SNS om tilladelse til at fjerne 0,4 ha skov plantet i 1999 mod etablering af erstatningsskov. Dette blev afslået af SNS. Afgørelsen blev senere omstødt af NKN. Skovloven er altså på dette punkt tæt på at være absolut. Der er altså ikke nogen mulighed for den siddende minister til at fortolke, hvorvidt skoven efter ministerens skøn har naturværdi og fortsat bør eksistere, eller den er en kedelig produktionsskov, der bør fældes til fordel for en anden natur, som ministeren måtte have en særlig forkærlighed for. Er det en sådan mere fleksibel tolkning – og dermed ændring - af fredskovsbegrebet, ministeren i virkeligheden lægger op til? Som det ses i ovenstående citat tillades ophævelse at fredskovspligten kun, ”hvis den ønskede ændrede anvendelse ikke kan ske uden for fredskov.” Dette gælder så åbenlyst ikke for et testcenter for havvindmøller. Og det ville i givet fald være uhørt at ophæve fredskovspligten i et omfang af 1200 ha. Derfor - og ikke som et led i en særlig ophøjet demokratisk proces – er miljøministeren nødt til at gennemføre testcentret ved særlov.