EMNER

Myter står for fald

NEDSKÆRINGER:Nye tal viser, at der i det seneste årti, "nullerne" skete en stigning i det offentlige forbrug på hele 1,8 pct. i gennemsnit, men privatforbruget steg med 1,2 pct. i samme periode. Renset for pris- og lønudviklingen blev der i 00'erne brugt 67 mia. kr. i det offentlige. De mange penge er bl.a. fordelt med 28 mia. kr. til sundhed, 17 mia. kr. til socialområdet og 17 mia. kr. til undervisning og forskning. Det er ikke nedskæring. Det er derimod kraftig vækst. Der er altså tale om myter og misinformation, når Rød Stue med Villy Søvndal og Helle Thorning-Schmidt i spidsen forsøger at fremmane et dystert billede af massive nedskæringer i offentlige sektor under VK-regeringen. Tallene gennemhuller også myten om, at danskernes privatforbrug bare buldrer derudaf. Det er i grunden sørgeligt, at S og SF tilsyneladende har valgt disse falske myter som det store slagnummer frem mod valget i 2011. Der hersker dog ingen tvivl om, at mange ledere og ansatte i den offentlige sektor i hverdagen føler en knaphed på ressourcer, trods de mange ekstra bevillinger. Det er derfor en yderst vigtig politisk udfordring at finde nye veje til at få mere effekt i form af borgernær service for hver eneste skattekrone, der er til rådighed. Det vil kræve klare politiske mål og prioriteringer, styrket ledelse på alle niveauer, mere frihed under ansvar for den enkelte medarbejder, kraftig udlugning i overflødig administration og kontrol, samt konsekvent spørgen til prisen på offentlige opgaver og indkøb (udbud). Lad os samle kræfterne - på tværs af folketing, regioner og kommuner, og på tværs af partiskel - om at skabe tiltrængt fornyelse og dynamik i den offentlige sektor. Målet er at få mere ud af de mange penge, der vitterligt er til rådighed. Til gavn for borgerne - og til gavn for de offentligt ansatte.