Lokalpolitik

Én gang bykonge ...

Knud Størup blev valgt ind i Hirtshals Sogneråd i 1966.

KNUD STØRUP i ét af sine store øjeblikke som borgmester, da Dronning Margrethe og Prins Henrik besøgte Hirtshals i 2003. Arkivfoto: Bente Poder

KNUD STØRUP i ét af sine store øjeblikke som borgmester, da Dronning Margrethe og Prins Henrik besøgte Hirtshals i 2003. Arkivfoto: Bente Poder

Knud Størup bliver af og til stadig mødt med et "daw, borgmester" når han færdes i Hirtshals. Det er ikke alle, der følger med i nyhederne ... Men Knud Størup var også "bykonge" i mange år, og 1. april kan han fejre 40 års jubilæum som lokalpolitiker. Men det har han nu ikke tænkt sig. Altså at fejre det. Han benytter dog lejligheden til at se tilbage på fire årtier i politik. - Da jeg kom ind var jeg kun 27 år. Ingen andre i sognerådet var under 50, og som en af dem sagde "Nu har børnehaven også fået deres indpas", fortæller Knud Størup fornøjet. - Jeg har oplevet kolossalt meget, både positivt og negativt. Det negative bruger jeg ikke ret meget tid på, for det er fremtiden det handler op, mener Knud Størup. - Det kan godt være der er nogen, der ikke kan lide mig, men jeg er ikke uvenner med nogen. Vi kan være uenige, men det betyder ikke at vi absolut skal være uvenner. Det er blevet mit udgangspunkt. Der har været mange store øjeblikke i Knud Størups politikerliv: Da et enigt byråd skød 10 mio. kr. i Nordsøcentret i 1978, royale besøg, købet af Hirtshals Havn i 1999, indvielsen af motorvejen, rejser til nær og fjern. Men til næste valg kommer vælgerne til at lede forgæves efter Knud Størups navn på stemmelisten. Det meddelte han umiddelbart efter sidste valg. - Det er der godt nok mange, der betvivler, men det er der ingen grund til. Jeg er i nærheden af 75 til næste valg. Lad nu nogle yngre mennesker komme til, siger Knud Størup.