Én klage over bordeldrift

Massageklinik med seksuelle ydelser er lovlig forretning, ikke bordeldrift. Derfor findes ordet ikke i kommunal forstand

AALBORG:I disse dage modtager naboer til adressen Hadsundvej 165 et brev fra kommunen. I brevet kan de læse, at man fra kommunens side ikke har tænkt sig at foretage noget i forhold til det erhverv, der bliver bedrevet fra den føromtalte adresse. - Der bliver klaget over bordeldrift, men i vores terminologi er der tale om en massageklinik. Vores jurister mener, at bordeldrift er ulovligt, og derfor bruger vi ordet massageklinik, der tilbyder seksuelle ydelser. Det er lovligt i Danmark. Derfor kan vi ikke nægte tilladelse, hvilket der da også er givet, siger arkitekt Mike Place fra kommunens Midtby-afdeling, der tager sig af bygningssager, som klagen om bordeldrift håndteres som. Han kan godt følge folk, der er irriteret over en nabo som denne, ligesom folk, der ikke er tilfreds med, at der bliver oprettet en restaurant ved siden, så det lugter af pizza. - Men vi skal ikke gøre os til moralske dommere. Vi er en bygningsmyndighed. Der findes jo også massageklinikker, der udfører zoneterapi på fødderne. Her er der bare tale om et andet sted på kroppen, forklarer Mike Place. Girokort i forruden Hos Aalborg Politi registrerer man heller ikke mange klager over bordeldrift på villavejen eller prostitution i opgangen. Ja, faktisk bliver de få opkald, der handler om verdens ældste erhverv, ikke registreret nogen steder. Af den grund, at der sjældent er tale om ulovligheder. - Typisk er det vagthavende, der snakker med dem. Det handler ofte om, at kunderne parkerer på vejen, men det er jo ikke ulovligt. Kun hvis de parkerer ulovligt, kan vi køre ud og stikke et girokort i forruden, fortæller politikommissær Hans Houmøller. Derudover har begge parter hørt om problemer med berusede folk i opgangen, der kommer sent og støjer, men ingen deciderede klager. - Jeg kan godt forstå, at folk er forargede og synes det er synd for børnene, men folk har forskellige etiske og moralske opfattelser af hvad der er rigtigt og forkert, men det forholder loven sig ikke til, siger Mike Place.