Pension

Én stor familie

Ansatte på Brovst Sygehus vil forsat mødes og holde kontakt efter lukning

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Alle er dus på Brovst Sygehus. Her får Gerda Nielsen en snak med læge Per Nørlem.

NORDJYLLAND:Hvis Gerda Nielsen kniber en tåre i dag, vil det være fuldt forståeligt. Efter 37 år som sygehjælper på Brovst Sygehus går hun på pension samtidig med, at sygehuset lukker. - Det er knapt gået op helt for mig endnu. Det sker nok først bagefter, siger hun. Gerda Nielsen tager en tørn lige til det sidste. Sammen med en kollega har hun endda indvilget i at bruge et par dage på oprydning i næste uge, efter at sygehuset er lukket. Officielt går hun på pension 1. november. De sidste fire uger er ferie. - Det er vemodigt, selv om vi i over et halvt år har været klar over, at sygehuset ville lukke. For Gerda Nielsen er sygehuset nærmest som hendes andet hjem, og de øvrige ansatte en slags familie. - På så lille en arbejdsplads bekymrer vi os om hinanden. Hvis der er én, som ikke dukker op på arbejde, ringer vi hjem og spørger, om vedkommende er syg eller måske bare har sovet lidt over. Gerda Nielsen oplevede selv kollegernes omsorg, da hendes mand døde for tre år siden. - Ingen var bange for at spørge, hvordan jeg havde det, da jeg mødte på arbejde. Det var med til at holde mig oppe i en svær tid. Egentlig havde Gerda Nielsen så småt overvejet at gå på efterløn, inden manden døde. Men da hun blev alene, kunne hun slet ikke undvære kollegerne på arbejdspladsen. - For mig har det været meget mere end en arbejdsplads. Det tror jeg også, at det har været for mange andre. Brovst-klub Sammenholdet på Brovst sygehus er så stort, at de med største selvfølgelighed holder tradionen med en samlet julefrokost på Skovsgaard Hotel i hævd, selv om sygehuset til den tid har været lukket i et par måneder. En del af de ansatte har fået job på Thisted sygehus. De har allerede oprettet ¿Brovst-klub¿, hvor de vil mødes en gang om måneden for at drikke kaffe og sludre med hinanden. Gerda Nielsen, der fyldte 65 år for knap en måned siden, skal naturligvis med til julefrokosten. Og så er hun tilmeldt en kontaktgruppe på internettet for tidligere ansatte på Brovst Sygehus. De tidligere ansatte mødes også næste år i april. Dato og anledning er endnu ikke fastlagt. Men de mødes. Det er de enige om. - Jeg har stort set været glad for at gå på arbejde hver dag i de 37 år, jeg har været her. Og har stort set også været glad hver dag, jeg er gået hjem herfra. Men ofte også meget træt, for det har været hårdt både fysisk og psykisk. Det sidste års tid har været ekstra hårdt, fordi flere af de ansatte er smuttet, efter det stod klart, at sygehuset ville lukke. Gerda Nielsen har taget afsked med cirka 80 læger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, portører og rengøringsassistenter i løbet af et år. Så Gerda Nielsen har fået afskedskaffe og rundstykker rigtig mange gange på det seneste. Tilbage er cirka 70 ansatte, som er blevet til lukningen i dag. I takt med, at personalet er forduftet, er antallet af sengepladser reduceret fra 50 til 24. Sengene er fyldt op med patienter lige til det sidste. Således var der i forgårs 25 sengeliggende patienter. Altså en mere, end der egentlig er personale til. Når Gerda Nielsen møder på arbejde i dag, er den vigtigste opgave at sørge for, at de sidste patienter kommer godt hjem eller videre til et andet sygehus. Det vil typisk være Aalborg, Hjørring, Thisted eller Dronninglund. Snydt for bonus Vemoden om lukningen er blandet med skuffelse og en bitterhed over, at regionen nægter at betale bonus til alle ansatte, som er med til at lukke og slukke på Brovst Sygehus. De ansatte, der fortsætter på et andet sygehus i regionen, får 17.000 kroner i bonus, fordi de er blevet indtil lukningen i dag. Gerda Nielsen og de øvrige, som går på pension, efterløn, fortsætter i et kommunalt job eller et andet sted, får ingenting. - Alle, som ville blive indtil lukningen, blev på et stormøde i maj lovet en bonus. Derfor er jeg dybt skuffet over, at regionen løber fra sit løfte. Amtet var en god arbejdsgiver, men dette er godt nok virkelig småligt. Jeg tror ikke, et noget privat firma ville finde på at behandle sine ansatte sådan. Egentlig havde Gerda Nielsen så småt besluttet sig for at stoppe før sommerferien, da regionen nærmest tiggede hende og de øvrige tilbageværende om at holde ud til den bitre ende med løfte om en bonus. - Jeg besluttede mig for at gøre sygehuset den tjeneste, og både jeg og mine kolleger har taget ekstravagter for at få det hele til at hænge sammen. Og så er vi en halv snes stykker, som bliver snydt for den lovede bonus. Det er jo peanuts, det drejer sig om. God samarbejdstone Gerda Nielsen er omtrent lige så opbragt, som da hun og de øvrige sygehjælpere i 1990 blev fortrængt på røntgenafdelingen på Brovst Sygehus som brik et landsdækkende fagligt opgør, hvor det lykkedes sygeplejerskerne at tiltuske sig flere arbejdsområder. Dengang var Gerda Nielsen tillidsrepræsentant. Og selv om sårene er helet, svier minderne fra dengang stadig en smule. - Ansatte, der hidtil havde været gode kolleger, blev pludselig uvenner. Det var rigtig træls, og jeg havde det bestemt ikke godt med det. I dag er den gode samarbejdstone genetableret mellem alle ansatte. Uanset rang. - Engang var det jo sådan, at en overlæge knapt ville tale til en sygehjælper eller en husassistent. Det har heldigvis ændret sig med tiden, siger sygehjælpernes tillidsrepræsentant fra 1978 til 2004. Én stor familie Ikke alene er personalet på sygehuset som én stor familie. Patienterne er det også jævnligt. Bogstaveligt talt. Gerda Nielsen oplevede således at være sygehjælper for sin egen mand, når han var indlagt på Brovst Sygehus. - Vi bor på en egn, hvor næsten alle kender alle. Og ikke mindst patienterne her fra egnen synes, det er meget trist, at sygehuset lukker. De føler altid en vis tryghed ved at være i hænderne hos et personale, som de også kender uden for sygehuset. Gerda Nielsen har selv én gang været indlagt på Brovst Sygehus. I 1980 blev hun kørt ned af en lastbil og var sygemeldt i tre måneder. Derud over kan de sygedage, hun har haft, tæller på én hånds fingre. Gerda Nielsen har svært ved at forstå al den snak om øget produktivitet på sygehusene. Et mantra, som blandt andet Brovst Sygehus er offer for. - Kan der sættes beløb på, hvad det koster at holde en patient i hånden, spørger hun, umiddelbart før hun for sidste gang trækker af den hvide uniform for at dyrke pensionistlivets glæder. - Det er da udmærket. Men ærlig talt, så tror jeg, at jeg kommer til at savne både sygehuset og kollegerne.