Lokalpolitik

NA: Nu skal det handle om politik

Ny Alliance lukker valgkampen og ser frem mod kommunalvalg

NORDJYLLAND:Der er lagt op til den store selvransagelse, når Ny Alliances nordjyske kreds mødes på tirsdag. For selvom kredsformand Helle Christensen fremhæver, at partiet i Nordjylland - i modsætning til andre steder - formåede at holde fokus på partiets politik i valgkampen, så lykkedes det ikke at få en nordjysk repræsentant i folketinget. - Vi havde ingen erfaring på det organisatoriske plan og på det politiske kendte vi ikke hinanden godt nok til, at vi kunne nå at afstemme holdninger, siger Helle Christensen. - Det medførte nogle fodfejl i valgkampen, som vi nu har alle muligheder for at rette op på, inden kommunalvalget. Helle Christensen håber, at partiet kan blive repræsenteret i flere byråd ved kommunalvalget i november 2009. I Nordjylland var det især i de større byer, som Aalborg, Hjørring og Frederikshavn, at partiet trak stemmer. Helle Christensen vurderer, at der er gode chancer for at komme ind i byrådene. - Nu har vi god tid og mulighed for at planlægge en valgkamp, siger hun. - Men det allervigtigste er, at vi har tid til at få forklaret vores politiske budskaber og mål og når først de kommer ind under huden på vælgerne, så er jeg sikker på, at vi bliver repræsenteret ude i kommunerne. Indtil videre har partiets folketingskandidat Inge-Lene Ebdrup meddelt at hun ikke er interesseret i at opstille til lokalpolitik. - Men jeg er sikker på, at der er flere af de øvrige folketingskandidater, der har fået blod på tanden - så vi skal nok finde egnede kandidater, siger Helle Christensen. Ved folketingsvalget for en måned siden havde Ny Alliance cirka 750 medlemmer i Nordjylland.