Nåede målet for papirindsamling

DRONNINGLUND:Borgere og spejdere i Dronninglund Kommune har sidste år indsamlet 679 tons pap og papir. Det er omtrent samme mængde som året før og godt 50 tons mere, end Miljøstyrelsen kræver. Miljøtekniker Tom Hansen fra kommunens miljøafdeling roser både borgerne og spejderne for det gode resultat. - Ofte ser man, at resultatet af affaldsordninger bliver dårligere år for år, men det er ikke tilfældet med Dronninglund Kommune, siger Tom Hansen. Og der er virkelig blevet slæbt meget papiraffald. De 679 tons papir kan f.eks. fylde en gylletank på fire meter i dybden og 30 meter i diameter. Resultatet betyder, at 60 procent af pap- og papiraffald fra boligerne i kommunen indsamles. Spejderne får en underskudsgaranti for papirindsamlingen, og tjente næsten 200.000 kr. sidste år. Alligevel blev der smidt 450 tons papir og pap i skraldespanden, som lander i ovnen på forbrændingsanlægget i Aalborg. Papirindsamlingen fortsætter uforandret i år, og affaldet kan afleveres i spejdernes aviscontainer eller til deres fortovsindsamling. Men også på genbrugspladsen kan man komme af med papiret.