Storbritannien

Når andre kigger os efter i sømmene

Britisk tv er på besøg for at fortælle historien om en lille hyggelig by – men er Aalborg nu også sådan?

En lille by med et hyggeligt centrum, med traditioner og et oprindeligt indtryk. Sådan lød en englænders forventninger til vor by. Englænderen er tv-instruktør på ferieprogrammet, BBC Hollidays, på britisk tv. Hun skal lave det tv-indslag, der meget gerne skal lokke i tusindvis af briter til Aalborg. Med den nye direkte flyforbindelse. I denne weekend er tv-holdet så i byen for at få det hyggelige og oprindelige indtryk af byen i kassen. Det må vi håbe, de får. Men man kunne da frygte noget andet. Nemlig at de går de helt forkerte steder hen og tager nogle helt forkerte levende billeder. Tænk, hvis nu de forvilder sig hen i Magasinhjørnet. Her er der ikke megen julestemning, og hvis de tilskoddede vindues- og dørflader skulle blive tolket som byens oprindelige udtryk. Jamen, så må konklusionen da være, at her er en by, der ikke har langt igen. Her er i hvert tilfælde hverken hyggeligt, eller cozy, for nu at bruge englændernes eget udtryk. Og skulle de – de britiske gæster – forfalde til at tro, at byens udtryk lige her er udtryk for tradition og oprindelighed. Jamen, så går det da helt galt. Det gør det vel også, hvis nu de forvilder sig hen til musikhusgrunden. Én stor sørgelighed med dybe søe” og piloteringspælene, der rækker betonarmene mistrøstigt mod himlen. En surrealistisk gravplads. Det gør det vel også, hvis de forvilder sig hen til boligbetonørkenen mellem broerne. Dér, hvor solens stråler må kæmpe sig ind og ned mellem husene, helt derned hvor grønne pletter og lune kroge har opgivet at give indtryk af en menneskelig verden. Det gør det vel også, hvis de løber ind i Kennedyarkaden og tror, at mennesker i Aalborg synes, det er billedet på et nutidigt butikscenter, hvor arkitektur og nytte fungerer som en velklingende symfoni. Nu er der selvfølgelig ikke så store chancer for, at tv-gæsterne på et par dage når så forfærdeligt vidt omkring i Aalborg. Det sørger de omfattende og vedvarende vejarbejder for. Stensikre turistfangere. År efter år. De sørger såmænd også for, at mulighederne for at opleve den havnefront, der ellers kunne være så attraktiv, er en trafikfælde af sjældent format, og vil være det længe endnu. På Østerå skjuler de smukke, oprindelige huse sig bag en ren invasion af rød- og hvidstribede festtelte. Et meget mærkeligt syn midt i den julepyntede by. Så vi må godt nok håbe, at nogen har lagt en rute for vore gæster. Og at de bliver håndført fra sted til sted – rundt i de julepyntede gågader (men altså ikke for langt og da slet ikke hen forbi Magasin), en tur ned under byen til det gamle kloster, en stille stund ved Jens Bangs Stenhus, derfra op forbi det gamle rådhus og Budolfi (så festteltene på Østerå undgås) over C.V. Obels Plads med skøjtebanen, hvis ved dagslys kun en smuttur i Jomfru Ane (så udsigten til havnefronten undgås). En tur med bind for øjnene til et besøg på spritfabrikkerne. Besøget er et must, for her er tradition og noget, der dulmer, så sanserne får det pift, der har gjort Jomfru Ane til byens uovertrufne kendtegn. På godt og ondt. Eller var det ikke det image, vi gerne ville af med? I så fald må vi da vist til at oppe os.