Trafikulykker

Når benzin fylder årerne hos en 14-årig knægt

Jakob Hansen elsker at suse afsted med høj fart - derfor kører han motocross

HADSUND:Den muskuløse maskine går ham til livet. Med gashåndtaget i bund fræser den gennem sandet med 55 kilomter i timen. Og der er kontant afregning, hvis svingene er for skarpe: Han ryger af, og resultatet er blå mærker og af og til en brækket arm. Alligevel taler 14-årige Jakob Hansen varmt om sin motocross-cykel. Han er en af de 180 kørere, der stiller op til lørdagens LC Cup 2005, der afholdes på Hadsund Motorklubs baner. Med sine 14 år er Jakob Hansen netop rykket op i en ny klasse: C 125 cc. Her skal han køre mod omkring 40 andre, så der er hård konkurrence. Elsker sin 'cykel' Det er tydeligt, at den 14-årige Jakob Hansen nyder farten og tænder ved lugten af benzin. - Vi havde en firehjulet crosser derhjemme, som jeg kørte på. På et tidspunkt var jeg med en kammerat ude og se ham køre motocross - og så startede jeg selv. Jakob Hansen træner ofte med sin tunge cykel. Om sommeren bliver det til flere ugentlige træningspas, mens vinteren desværre sætter sine naturlige begrænsninger for den tohjulede. I stedet holder Jakob Hansen sig i form med badminton og løb - for selvom det ser ud til 'cyklen' laver al arbejdet, er det en utrolig hård sport, der kræver, køreren er i god form. Kørt cross i fire år Jakob Hansen er en erfaren fyr inden for sporten. Han har kørt i fire år, for allerede som 10-årig svang han benet over cyklen for første gang. Men derfor kan han godt blive nervøs alligevel. - Jeg er altid spændt, lige inden starten går. Vi er jo 40 kørere, der skal igennem det smalle sving på en gang, så det gælder om at komme først. Da starten går til Jakob Hansens løb, ligger han på en 31. plads. Desværre ryger han hurtigt ned på en 37. plads, da han styrter i et sving. Men med viljestyrke og et ekstra tryk på gaspedalen, kæmper han sig atter op som nummer 31, som bliver Jakobs endelige placering. Verdens hårdeste Selvom far Søren synes, han kørte et fint løb, er Jakob Hansen ikke selv helt tilfreds: - Jeg blev eddermame presset i svinget, for der var en, som lukkede af for mig, så jeg væltede. Men den 14-årige lader sig ikke helt slå ud, for det er trods alt en hård sport, han har valgt at dyrke. - Der er nogen, der siger, at motocross er verdens hårdeste sportsgren, siger den 14-årige fyr med benzin i blodet. Som han står der med sveden dryppende fra panden og med jord i hele ansigtet, er man villig til at tro det udsagn.