Når Bergé sørger

Modeskaberen Yves Saint Laurent døde i juni 2008. Auktionshuset Christies har netop – i Grand Palais i Paris – solgt én af de største privatejede kunstsamlinger indsamlet gennem mange år af den kendte modedesigner og hans mangeårige samlever Pierre Bergé.

Salget indbragte svimlende 2,8 milliarder kroner det højeste beløb nogensinde for en privat samling. I den forbindelse spurgte intervieweren for nogle dage siden Pierre Bergé; ”Vil De ikke komme til at savne denne kunstsamling?” ”Nej, (….) det er Yves jeg savner” Vi ved fra international forskning, at hvis en partner/ægtefælle dør, er der tale om én af de livshistorisk mest alvorlige stressorer vi kan møde - vi kan blive i tvivl om meningen med livet og bliver udsat for alvorlige mentale og fysiske sundhedsrisici (Spaten, 2009; Stroebe & Stroebe, 1987). Interviewet – som også blev bragt på tv – viste da også en Pierre Bergé som var fattet, men stadig i stemmeføring og synligt berørt af tabet. I sorgens stund holder vi fast og husker vigtige begivenheder eller ting der knytter os sammen med den afdøde og forskning har vist at det er af stor betydning at ihukomme og genfortælle. Et maleri af Picassom som ikke opnåede mindsteprisen på 200 millioner, blev trukket tilbage, men ellers var auktionen stort set udsolgt. Pierre Bergé fortalte at han var glad for at det lille Picasso maleri ikke blev solgt ”det har vi nemlig købt sammen”. Maleriet kan repræsentere en del af den historie som Pierre Bergé vil fastholde både i forhold til tabet, men også som en kraftfuld del af fortsættelsen af livet. Denne vekselvirkning fortæller moderne sorgforskning os noget om. Heroverfor er traditionel og klassisk sorgteori indimellem blevet beskrevet eller opfattet som forløb der af mennesker gennemleves i adskilte faser, f.eks. 1) Benægtelse, 2) Vrede, 3) Forhandling, 4) Nedtrykthed og endelig sidste fase 5) Accept. Eller en opdeling hvor Cullberg taler om at 1) Chokfasen, 2) Reaktionsfasen, 3) Reparationsfasen og endelig til sidst 4. fase: Nyorienteringen. Titlen ”Den nødvendige smerte” hentyder blandt andet til opdeling, hvor først skal tabet erkendes, dernæst skal følelserne forløses, dernæst skal nye færdigheder udvikles for til sidst at bruge disse og vende tilbage med ny energi. Imidlertid gør moderne forskning vedrørende sorg og tab opmærksom på at der i langt højere grad er tale om dynamiske og overlappende processer. I referenceværket for moderne sorgforskning taler Stroebe og Schut (2008) om at mennesker kommer igennem sorgen og tabet simultant ad to spor: tabssporet og genindførelsessporet, hvilket også belyses i aktuel forskning (Spaten, 2009; Byrialsen & Spaten, 2008). Referencer: Byrialsen, M. N. & Spaten, O. M. (2008). Mænds oplevelse af Støtte og Mening ved et Tab, 1. udgave, 1. oplag, Institut for Kommunikation, Aalborg Universitet Cullberg, J., (1975). Krise og udvikling. Kbh.: Hans Reitzels forlag Davidsen-Nielsen, M., & Leick, N. (2001). Den nødvendige smerte. Kbh.: Gyldendal Stroebe, M. S., Hansson, R. O., Schut, H., & Stroebe, W. (Eds.). (2008). Handbook of bereavement research and practice: Advances in theory and intervention. Washington, DC: American Psychological Association Stroebe,W., & Stroebe,M. S. (1987). Bereavement and health: The psychological and physical consequences of partner loss. New York: Cambridge University Press. Spaten, O. M., Byrialsen, M. N. (2009, januar 28-30). Om mænds sorg og mening ved et tab. Paper præsenteret på (NeMM) Netværk for forskning om mænd og maskuliniteters konference: Foranderlige mænd og maskuliniteter i ligestillede samfund.