EMNER

Når børn bliver mode og magten får kulør

BØRN er blevet et tilbehør ligesom tasker og alt mulig andet. Hørt fredag morgen - højt og tydeligt formuleret af morgen-tv's moderigtige reporter, mens hun viftede hurtigt rundt mellem tøjstativerne på modemessen i Bella Center i København. Budskabet fra modens Mekka var ikke til at misforstå: Det er bare så opdateret at gå rundt med et barn på armen - det gør de i "show'sene" på catwalken. Man fornemmede selvfølgelig, at der er nogle forudsætninger i den her trend: - barnet skal ikke være for stort. - det skal være moderigtigt klædt. - det skal se nuttet ud. - det skal helst ikke sige noget. - det skal i det hele taget bare sidde der på armen, og ikke være i vejen, og så i øvrigt være til at sætte fra sig. Man tør næsten ikke tænke det. Men børn bliver jo altså større. På et tidspunkt begynder de også at sige noget. I det hele taget ret besværlige at få til at indgå i et trendy look. Nu kan det så handle om at få dem sat fra sig i tide, i en døgninstitution eller lignende, hvor man kan stille krav til pædagogerne om at få nogle ordentlige samfundsborgere ud af det leverede materiale. Med skyldigt hensyn til den afleverede brugsanvisning og de med rødt mærkede punkter om hensyntagen til barnets individualitet. Alle forældre har jo ambitioner på deres barns vegne. Så galt går det selvfølgelig aldrig. Men tankevækkende er det nu alligevel, når børn nævnes på linje med tasker og andet moderigtigt tilbehør. Og når man jævnligt kan læse, at folk med fingeren på pulsen i børnenes verden maner til eftertanke, ja, sågar mener at forældre skal på kursus for at lære at være forældre. Ekspertisens overdrev. Og så dog. For en kendsgerning er det jo, at tidens forældregenerationer er vokset op med pædagoger omkring sig i hverdagen og i virkeligheden måske ikke har nogen særlig klar oplevelse af forældrerollen udover trætte ulvetimer efter institutions- og arbejdsdag og familieweekender med intens jagt på fælles oplevelser. LIDT beroligende var det at konstatere, at trenden med et lille net, moderigtigt barn på armen øjensynligt endnu ikke er slået voldsomt an i det nordjyske. På vej til arbejde samme fredag morgen sås de fleste børn hånd i hånd med mor eller far, i cykelstolen bag mors ryg og i barnestolen på bilens bagsæde. Der var ikke megen taskestatus over de børn. De var bare på vej ud i hverdagen. Til gengæld er vi - i det nordjyske - helt med på, at moden stiller ufravigelige krav til vore tasker. Der skal være knald på, en hidsig farveklat, gerne i vild harmoni med et bælte, en urrem, et tørklæde, et par sko. Så er det på plads! I DET HELE taget er det vist på tide at gribe fat i det med farverne. Verden er lidt depressiv, så vi har brug for farver. For at vise lidt optimisme frem. Rapporterede vor reporter fra modemessen. Heldigvis kunne hun i samme åndedrag berolige os med, at det har modefolket tænkt på. Om verden er depressiv eller ej må andre afgøre. Men et tankeeksperiment kommer man vel aldrig helt galt afsted med. Nu er det jo sådan, at mørke jakkesæt - grå, sorte, mørkeblå - mildest talt besætter synsfeltet, når store og vigtige sager er på dagsordenen. Vi nævner i flæng - Bush, Blair og Fogh. Mørke jakkesæt, hvide skjorter, måske en antydning af farve på slipset. Vi kunne sammensætte andre betydningsfulde grupper - små som store - og resultatet ville stort set være det samme: Mørke jakkesæt, hvide skjorter, måske en antydning af farve på slipset. Helt ærligt. Det er da hverken særligt opløftende eller optimistisk at kigge på. Hvor er fantasien? Kreativiteten, evnen og lysten til at skille sig ud og være sin egen? Både Bush, Blair og Fogh kunne vel godt bruge et tilskud til den optimistiske udstråling. Irakkrigens grundlag spøger og presser sig på. Fogh nægter kategorisk at gøre det til noget problem. Bush og Blair får ikke lov at komme uden om det. Fogh kan så til gengæld ikke komme uden om, at det stålsatte image er krakeleret og at vælgertilslutningen smuldrer. Tør vi foreslå en rød jakke, en stribet vest, et himmelblåt slips. En farverig krog til en alt-om-sig-gribende optimisme. Egentlig ikke. Det er så forvirrende, når tingene ikke matcher. Til gengæld tør vi godt slå til lyd for at magtfulde forsamlinger begynder at tage farve efter den udvikling, der er i samfundet. Kvinder er ikke til pynt. Men det vil pynte på magtens habitklædte forsamlinger, at der er mere end et par kvinder iblandt. Ikke fordi - vi ved jo godt, at magt og indflydelse ikke er identisk med mørke jakkesæt. Vi trænger efterhånden bare til at få det bevist. God søndag. Elsebeth Dissing er redaktionschef på NORDJYSKE Medier.