Når bold bliver til vold

Retssagen mod David Nielsen blev et mediecirkus, men forekom overflødig

AALBORG:Uforudsigelighed og afveksling er en del af charmen ved at være sportsjournalist. Sidste uges retssag mod David Nielsen var en sjældent besynderlig oplevelse, der gav stof til eftertanke. I byretten i Aalborg var der fri adgang til begivenheden, der dog blot samlede en lille snes tilskuere, hvoraf halvdelen var pressefolk, og dette beskedne fremmøde kunne undre til en "kamp", hvor fire topspillere optrådte på uvant boldgade i selskab med tre dommere og to "trænere" (anklager og forsvarer). Lige i ansigtet På én gang var det både ganske underholdende og skræmmende at høre David Nielsen, offeret Allan Gaarde og vidnerne Thomas Augustinussen og Allan Olesen udpensle forløbet omkring det famøse knytnæveslag. - David hoppede lige et par gange og slog Allan lige i ansigtet, lød det fra Thomas Augustinussen, der i lighed med Allan Gaarde og Allan Olesen afviste David Nielsens forklaring om, at Allan Gaarde indledningsvis havde slået ud efter David Nielsen. Både anklager og forsvarer havde læst på lektien og kørte på strategisk vis kanonerne i stilling, bl.a. ved at grave dybt i tidligere voldssager inden for fodboldens verden - heriblandt Christian Poulsens gentagne knytnæveslag i Danmarks skandaløse EM-kvalifikationskamp mod Sverige i Parken i 2007, der udløste et rødt kort på banen, men efterfølgende ikke blev taget op af politiet. "Sorte Svin" på banen David Nielsens knytnæveslag blev affyret under træning i februar 2005 og resulterede prompte i et rødt kort fra AaB, men blev i første omgang ignoreret af politiet, der imidlertid satte episoden under lup, da den kontroversielle angriber i november 2008 under stor mediebevågenhed nøje beskrev bataljen i sin bog "Sorte Svin" - med en bevidst dramatisering inden for den "litterære frihed" for at styrke salget, og uden at der reelt kom nye oplysninger frem. Knytnæveslaget blev endevendt i retten, men afhøringerne hæmmedes af, at de implicerede naturligt nok havde svært ved at huske forløbet i detaljer så lang tid efter hændelsen. Der er grænser Mens forsvareren krævede frikendelse med henvisning til politiets slingrekurs og det faktum, at sagen daterede sig næsten fire år tilbage, argumenterede anklageren for dagbøder eller en betinget fængselsdom. Og med dommen på 20 dages betinget fængsel - med en prøvetid på et år - fik anklagemyndigheden og domsmandsretten statueret, at nok er reglerne mere lempelige inden for kridtstregerne end på åben gade, men der er også grænser for, hvad man kan tillade sig med henvisning til hårdt pumpende adrenalin. Til hvilken nytte? Så langt, så godt. Reelt er dommen ikke nogen straf til David Nielsen, der næppe får besvær med at holde næverne i ave, indtil tavlen vaskes ren. Præventivt vil effekten også være begrænset, for David Nielsen vidste formentlig, at han var gået over stregen i samme sekund, som Allan Gaarde segnede omkuld, og mon ikke alle sportsudøvere er klar over, at knytnæveslag kun hører hjemme i bokseringen? For Allan Gaarde var dommen helt uden betydning. Han undlod i sin tid at anmelde overfaldet og har med sine ord i retten "tilgivet David Nielsen for 100 år siden". Så til hvilken nytte var sagen? Den virkede som en ligegyldig og overflødig træningskamp, der rettelig burde have fundet sted kort efter ugerningen - eller være droppet.