Når der er travlt, så ryger ferien

Lars Løkke Rasmussen (V) siger, at han har betalt den skat, han skal. Foto: Scanpix
19. maj 2014 16:33

København, Søndag /ritzau/

Tre ud af fire lønmodtagere undlader at holde den ferie, som de er berettigede til.

Turen syd på eller campingferien med familien er i skarp konkurrere med jobbet.

En undersøgelse blandt 44.000 lønmodtagere viser, at når danskerne skal vælge mellem at slappe af og passe deres arbejdsopgaver, så er det ofte jobbet, der vinder.

- Mange ansatte er meget engagerede i deres arbejde og planlægger måske at holde ferie, men så kommer der en spændende opgave, siger John Lind Thomsen, HR-direktør hos Bluegarden, der står bag undersøgelsen.

Den bygger på opgørelser fra 287 virksomheder fordelt på 20 forskellige brancher og viser, at 73 procent af de ansatte ikke holder den ferie, som de er berettigede til.

I stedet benytter de muligheden for at få ferien udbetalt i penge eller udskyder den til næste ferieår, mens hver tiende har ikke den mulighed og dermed må vinke helt farvel til feriedagene.

Ifølge HR-cheferne i de adspurgte virksomheder er det især travlhed, der får de ansatte til at droppe ferien.

Syv ud af ti mener således, at forklaringen skal findes i mange arbejdsopgaver, mens kun få peger på frygten for at miste jobbet.

- Hvis vi havde spurgt for nogle år siden, hvor virksomhederne stadig var præget af krisen, er der nok flere, som havde peget på den årsag, men i dag er forklaringen altovervejende travlhed i virksomheden, siger John Lind Thomsen.

Hos HK kommer det ikke som nogen overraskelse, at mange dropper eller udskyder ferien, for samme tendens viste en undersøgelse blandt forbundets medlemmer i 2012.

Udover travlhed peger forbundsformand Kim Simonsen på, at mange er økonomisk pressede og derfor vælger at få pengene udbetalt for den femte og sjette ferieuge, sådan som loven giver mulighed for.

- Det er jo positivt, at folk har den mulighed, men på den anden side er det vigtigt at huske at holde sin ferie. Det er jo her vi slår hjernen fra og er sammen med familien, så vi kan vende tilbage til arbejdet med fornyede kræfter, siger Kim Simonsen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...