EMNER

Når det, du ser, handler om det, du kunne se

www

www

Tv om tv. Man kunne kalde det meta-tv. Det har de nordjyske tv-kiggere kunnet se en del af i den forgangne uge. Dels på landsplan, hvor TV2 sjældent forpasser en chance for at henlede opmærksomheden på den kommende TV2/news - nu er der kun 26 timer og 14 minutter tilbage til start, jubii. Men også lokalt har TV2 haft fokus på, hvad der kommer ud af kassen hjemme hos dig. Nærmeste konkurrent til TV2/nord, 24NORDJYSKE (som i øvrigt er Danmarks første 24-timers nyhedskanal, men lad nu det ligge), har været på regionalstationens nyhedsdagsorden flere gange på det seneste. Både som tv-seer og medarbejder på NORDJYSKE Medier kan jeg ikke lade være med at tænke: Bringer de historier om 24NORDJYSKEs fremtid, fordi det er i seernes interesse, eller fordi det er en mulighed for at blæse en negativ historie om konkurrenten op? Har TV2/nord virkelig ikke bedre historier at bringe, end at deres konkurrent er stemt ud af en antenneforening? Jovist, det er dårlig reklame for 24NORDJYSKE at gøre befolkningen opmærksom på noget sådant. Det er vel uønsket i enhver privat virksomhed, der har en konkurrent, som modtager i omegnen af en million kroner i statsstøtte per medarbejder om året. Men som TV2/nord-seer kunne jeg tænke mig, at kanalen i stedet strammede ballerne, så de skattekroner blev brugt på at lave fremragende, vedkommende tv, som en værdig konkurrence for min arbejdsplads. For der er bedre historier at bringe end som så. Det ville redaktionen på TV2/nord også vide, hvis de tændte for 24NORDJYSKE af og til i stedet for at bruge tiden på at bladre Stiftstidende igennem på morgenmødet. Men tv om tv behøver ikke være uinteressant fjernsyn. Det kan sagtens være både underholdende og lærerigt, selvom man ikke er fagidiot. Og meta-tv er ved at være lidt af en trend i mine øjne. Udover de velkendte programmer om for eksempel dans og boligindretning, så kan seerne i stadig højere grad vælge at se med EFTER programmet er slut. Så kommer der nemlig ”Bag om...”, ”Mere...” og hvad det nu hedder alt sammen. Det kan dels pleje seerens pludseligt opståede behov for at se lige lidt mere David Owe, eller hvordan man maler et bondevindue uden at klatte på karmen. Men det kan måske også give fornemmelsen af, at man kommer tættere på tv-mediet. Man ser lige lyd- eller lysmanden suse forbi, make-up-artisten, der hastigt gen-pudrer kvindelige såvel som mandlige næser eller værten i rollen som menneske. Det giver ét eller andet i en tid, hvor mange drømmer om at blive kendte og komme i fjernsynet. For når man ser, hvad der foregår backstage, så er man der jo næsten selv. Kun tommer fra at kunne sippe en cocktail sammen med halvguder som Nik&Jay eller sangerinden Szirley. Hvis man er heldigere end de fleste, så støder man endda tilfældigt ind i et tv-hold på gaden, eller får et vink igennem hjem til mor, mens Go’aften Danmark på TV2 bliver optaget på Københavns Hovedbanegård. På nogle punkter er det nok med tv, som det er med avis - det er allerbedst, når man selv er med. Selv når det ikke er på den gode måde - for dårlig omtale er som bekendt bedre end ingen omtale.