EMNER

Når det er barnets tarv

Kommuner har pligt til at hjælpe, hvis børn ikke får deres behov dækket

Hvordan kan det dog ske, at ingen tilsyneladende gjorde noget for de otte børn fra Serritslev. Et spørgsmål der er stillet igen og igen i ugens løb, uden at der er kommet et klart svar. For myndighederne har tavshedspligt. De kan ikke offentligt sige, alt det de ved. Og alt det de gjorde. Alligevel er der forsøgt tegnet et billede af de otte børns forhold i ugens løb. Fordi det ikke er til at bære, at børn lever under kummerlige forhold. Fordi en så lukket sag åbner for så mange spørgsmål, der ikke umiddelbart kan besvares. Blandt andet om myndighederne gjorde nok. Mange har peget fingre af Brønderslev Kommune - som ellers på et pressemøde i mandags erklærede, at den ikke har lavet fejl. Tværtimod. Det var et flot stykke arbejde i det halve år familien har boet i Serritslev ifølge borgmester i Brønderslev Kommune, Lene Hansen. Pressen har ikke adgang til at se, hvad kommunen eller de øvrige kommuner så gjorde. Det spinkle billede, der den seneste uge er tegnet af børneflokken på otte fra Serritslev, er et billede af en børneflok, som går for lud og koldt vand. Som minimum. Børnene frøs, når de var ude og trængte til varmt - og rent - tøj. Til tøj der passede. Og passede til årstiden. De var usoignerede og trængte ofte til at få et bad. Der var til tider ikke noget vand i hanerne derhjemme og næsten ingen varme. Der trængte til at blive gjort rent. En del af billedet er, at børnene heller ikke får den stimulering i hjemmet, som børn normalvis har behov for. Alle børn får nemlig, har kommunen oplyst, støtte og hjælp - hver især har et specielt behov. Mange flere informationer er der ikke sluppet ud om de otte børn - dog har tre kommuner kigget deres forældre i sømmene og alle tre kommuner mener, at der ikke er grundlag for at børnene fjernes fra deres forældre. At de anbringes uden for hjemmet. Kommunerne skal sikre barnets tarv, når det er truet. Sikre at de får deres basale behov dækket med mad, varme, vand og et sted at bo. At de får behov for at føle sig elsket, værdsat, set og hørt dækket. At de føler sig som en del af fællesskabet. At de har en rolle. Og det er utroligt vigtigt for et barns opvækst, understreger psykolog Ole Kyed, medlem af Børnerådets bestyrelse. - Børn skal blive set og hørt på det niveau, de er på aldersmæssigt og udviklingsmæssigt. Forældrene skal sætte barnets behov frem for egne behov. Og børn skal være synlige, de skal stimuleres i udviklingen, siger Ole Kyed. Børn reagerer - men forskelligt Der er mange måder at reagere på, hvis man ikke føler sig tryg hos far og mor. Hvis man ikke får sine behov dækket. Børn kan blandt andet reagere ved at blive aggressive og uregerlige, eller de kan blive indadvendte og mutte og kan give indtryk af falsk tilpasning. - Så ser det på overfladen ud som om, børnene ikke lider. At de har det godt. Men sandheden er en ganske anden. - Falsk tilpasning ses i de grove tilfælde, hvor barnet tilpasser sig selv om forældrene gør barnet ondt. Det ses også hos torturofre - de kan alliere sig med deres bøddel. - Børn er meget loyale og kan klare rigtig, rigtig meget. Meget mere end godt er. Børn kan overleve under de forfærdeligste forhold, forklarer Ole Kyed. Han mener, at kommunerne i højere grad end i dag, skal være der, hvor børnene færdes. I deres hjem, i deres skoler og daginstitutioner. - De skal gå i dybden i tvivlstilfælde for at være sikre på, hvordan barnet trives, siger han, men giver også alle os andre en over næsen: - Vi skal alle reagere, når vi ser børn, der ikke trives. Vi skal turde blande os, og sige det højt - også til forældrene. Vi skal i højere grad langt tidligere til at blande os - og langt mere direkte. Naboer, familie og venner. Os alle sammen, siger Ole Kyed. En anden ekspert på området, Karin Kildedal, lektor på Aalborg Universitet, har i mange år forsket i udsatte børn og unges vilkår. Hverken Ole Kyed eller Karin Kildedal har kendskab til sagen fra Serritslev, udover det de har kunnet følge i medierne. Så de udtaler sig på generel basis om sådanne sager. Når børn mistrives har en kommune pligt til at reagere. - Hvis ikke barnets basale behov dækkes, så skal en kommune ind med en hjælpeforanstaltning. Er det helt galt, kan en kommune anbringe barnet uden for hjemmet, siger Karin Kildedal, der understreger, at loven er god nok. At den tager højde for barnets tarv. Baseres på skøn - Men der er tale om et skøn, når en kommune skal hjælpe en familie. Så er det et skøn, hvad der skal sættes ind med, siger lektor på Aalborg Universitet, Karin Kildedal, der blandt andet har forsket i udsatte børn og unges vilkår. - Og det generelle er, at kommunerne er tilbøjelig til at gøre lidt mindre end det de burde, når de skal ind og hjælpe en familie. Så ser man om det ikke rækker, og sådan bliver det ved. Derefter gør man hele tiden en anelse for lidt. En kommune kan dermed blive ved og ved, uden at det rigtig hjælper, og det er rigtig dyrt i længden. Det er langt bedre at hjælpe massivt i starten, fortæller Karin Kildedal. - Men kommunerne er trængt økonomisk, siger hun. Karin Kildedal mener, at kommunerne burde gøre mere end det der i første omgang synes at være nødvendigt for at hjælpe en familie. - De skal sætte ind så det virker fra første færd. Så er der langt større chance for succes fra start - og så sparer samfundet rigtig mange penge, fordi hjælpen virker, siger hun. Karin Kildedal mener i øvrigt, at der er behov for at sætte ind på flere andre punkter. Blandt andet er der en tendens til, at sagsbehandlere ikke laver deres undersøgelser godt nok. Når en familie har omfattende behov for hjælp, skal kommunen udarbejde en §50-undersøgelse af barnets forhold, men det er blevet til skrivebordsarbejde, og det var ikke meningen med loven, siger Karin Kildedal. - Man skal ikke blot beskrive, men også løse sociale problemer samtidig. Altså sætte ind med hjælp, der hvor man støder på, at det er nødvendigt. Det skal være en erkendelsesproces for hele familien. Men det sker ikke i dag i tilstrækkelig grad, mener Karin Kildedal.