EMNER

Når det regner på kirken...

Lendum Kirke står foran en omfattende restaurering

LENDUM:Når det regner på våbenhuset drypper det på de ventende. En omskrivning af et gamle ordsprog ku' godt være rigtig i Lendum Kirke, hvor der kun skal en god regnbyge til før der siver vand ned. - Våbenhuset er i en meget dårlig forfatning, og det er en af de ting, der skal laves ved kirken i den her periode, siger den nyvalgte menighedsrådsformand Hjørdis Olsen. Ligeledes er der store problemer med sydmuren og vestgavlen til kirken. Derfor valgte det gamle menighedsråd at undlade den årlige omgang med kalkkoste på de hvide mure, og det ses tydeligt på kirkens nuværende udseende. - Vi sprang over i år, fordi det sikkerhedsmæssigt ikke ville være forsvarlig at lade nogen kalke kirken, lyder hendes begrundelse og hun fortsætter: - Vi ved ikke hvad der er galt med murene, og der skal først tages nogle prøver af dem. Endelig har det vist sig, at et dengang nymodens påfund i 80'erne giver ekstra panderynker i det nye menighedsråd, der trådte i funktion for en uges tid siden. - Vi fik lavet taget på det tidspunkt, hvor det blev moderne at bruge skum i stedet for cement under taget, og det giver alverdens ulykker nu. Skummet suger vand til sig, og derfor er dele af træværket råddent. Det gamle menighedsråd har brugt et års tid til at drøfte problemernes omfang og herunder at finde frem til den arkitekt, som skal stå for papirarbejdet som forberedelse til kirkens restaurerning. - Det er meget stort projekt, som det vil tage to-tre år at gennemføre, og der er endnu ikke sat nogen pris på. Men det bliver et stort beløb. Vi vil bruge vinterperioden til at få lavet papirarbejet, oplyser Hjørdis Olsen. Det er en ret omstændelig procedure at gennemføre den omfattende restaurering, idet Lendum Kirke er over 100 år gammel. Projektet skal godkendes af stiftsøvrigheden, der indhenter udtalelser fra faglige eksperter, og her kommer Nationalmuseet og den klg. For stiftsøvrigheden skal høre både Nationalmuseet og den kongelige bygningsinspektør før en godkendelse af forslaget til istandsættelse kan finde sted. Og så er der den finansielle side af istandsættelsen, hvor stramme budgetter kan sætte en bremse på tempoet. Andre kirker i Sindal Kommune har indenfor den seneste årrække stået i ventekø et år eller flere før starten til en restaurering kunne gå. På den anden side betegner Hjordis Olsen istandsættelsen af Lendum Kirke som absolut nødvendig.