Når domino er et godt spil

Tunesien. Egypten. Libyen. Yemen. Syrien. Som brikker i et spil domino dingler Mellemøstens diktaturer. De første er faldet, andre vakler, men indtil skrivende stund har kongen af Bahrain - den seneste modtager af det danske Storkors af Dannebrogsordenen - som den eneste redet stormen af. Det kostede så til gengæld adskillige af hans undersåtter livet. I Libyen er det blevet til en regulær krig med Danmark som deltager. Mest imponerende var det, at Enhedslisten slugte automathadet til de vestlige demokratier og stemte for at stoppe Gaddafi. En såkaldt socialist, der har stjålet hundredvis af milliarder fra sit land. Knap var de første togter da også fløjet, før Frank Aaen var ved at droppe partiets usædvanlige mandsmod. Man burde forhandle, mente han viseligt. Forhandle? Med den største løgnhals, der har regeret noget land de seneste årtier? Med den mand, der ikke engang når at slukke mikrofonen efter (igen) at have proklameret våbenhvile, før næste angreb mod civile sættes ind? Nej, der er ingen grund til at forhandle, før Gaddafi betingelsesløst har kapituleret. Måtte det ske snart. En anden gammel socialist hedder Ralf Pittelkow. Han ernærer sig som skribent ved Jyllands-Posten, som dermed tilfredsstiller den yderste højrefløj blandt sine læsere. Ligesom Frank Aaen - der blev hængende ude til venstre - fik også Pittelkow en stjernestund i den snart forgangne uge; han fik nemlig lejlighed til at igen at angribe den arabiske verdens upålidelighed (selvfølgelig med den klare undertone, at det gælder arabere i al almindelighed). Pittelkow bed mærke i, at generalsekretæren for Den Arabiske Liga tilsyneladende undsagde aktionen mod Gaddafis styre søndag. "Vesten var blevet taget ved næsen", skyndte Pittelkow sig at proklamere. Helt så enkelt var det ikke. Generalsekretæren undsagde ikke noget, men han var bekymret for, at en langvarig operation ville vende indbyggerne i de arabiske lande mod koalitionen. Det ræsonnerede Pittelkow mere jordnært et par dage senere. Men hans første reaktion var et eksempel på den helt generelle - og ubehagelige - holdning, der har spredt sig det seneste årti: Alt, hvad der har med arabere og muslimer at gøre, kan uden videre mistænkeliggøres og rakkes ned. Muslimerne er jo bare ude på at overtage det hele - et regeringsbærende parti bygger sin eksistens på den frygt. Det så vi igen fredag. Efterkommere af indvandrere fra Mellemøsten er langt mindre kriminelle i dag end for 15 år siden. Det er jo godt, skulle man tro, omend der stadig er et langt stykke at gå. Men nej, Dansk Folkeparti valgte at "udtrykke bekymring". Peter Skaarup skulle ikke risikere at glæde sig over noget med folk fra Mellemøsten. Heldigvis var der meget at glæde sig over i uge 12, som vi er ved at have slidt op. Solen skinnede, temperaturen sneg sig over 10 grader, og lyset tog magten. Kommunistisk Parti kunne også glæde sig. Den lille skare fik for en sjælden gangs skyld lidt opmærksomhed, da de viste sig som landets eneste organiserede modstandere af krigen i Libyen. Også AaB A/S gav grund til glæde. Fodboldholdet vandt og kom derpå tættere på at koste mig en othello-lagkage. Den betaler jeg gerne, hvis de redder sig - så morsomt er det heller ikke med lokalopgør mellem Aalborg og Hjørring i den næstbedste række. Det må vente, til Hjørring rykker op i Superligaen. Håndboldholdet i samme firma (AaB) er tæt på den andenplads i ligaen, der bør veksles til en plads i finalen. I anledning af foråret vil jeg slet ikke nævne, at Claus Hjort Frederiksen regnede 43.000.000.000 kr. forkert. God søndag - og husk: Det spirer derude i skovbunden.

Forsiden