Når en mand mister

Per Petterson er en verdensstjerne med en nordjysk historie. Fyldt med smerte og solskin. For første gang fortæller han om sig selv.

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

- Det er godt, han nu er begyndt at male endnu mere, så har vi endnu mere at tale om. Det er så fint, det han laver, det udstilles tit i Frederikshavn, fortæller Per om broderen Steens malerier, her udsigten fra sommerhuset ved Kæret Strand.

De brændte ihjel på båden, der havde ført ham til barndommens land. Hans mor, hans far, hans bror, hans niece. De døde på vej fra hjembyen Oslo til Frederikshavn, hvor han har været hver sommer altid. Først hos mormor og morfar i lejligheden over mælkeudsalget inde i Lodsgade inde i selve byen. Og fra han blev ti år i 1962 ude ved Kæret strand i det lille sommerhus af eternitplader. De mistede livet, da Scandinavian Star brændte 7. april 1990. - Det blev et skel i tiden, konstaterer forfatteren Per Petterson, 56 år. En mand, der har mistet mange og meget, men giver så meget fra sig, at han er Nordens mest priste forfatter med præmier og storsalg verden over med sine bøger, hvoraf flere foregår i Frederikshavn. Alle trækker de på det liv, han har været til stede i som barn, som ung, som voksen, altid med sommerens fristed som et fikspunkt. Han er ingen høj mand, heller ikke en mand, der elsker det spotlys, der er på ham i denne tid, hvor han lige har fået Nordisk Råds Litteraturpris og er blevet æret for at have skrevet en af verdens fem bedste bøger i 2007, ”Ud og stjæle heste”. Næsten en million mennesker verden over har købt den. Han er en sky mand med skæg og vandrestøvler og åbentstående skjorte, en pæn en af slagsen, men ærmerne rulles op. Han har ikke noget imod at vise, at han ikke hører til her på storbyhotellet The Square midt på Rådhuspladsen i København, hvor vi sidder i restauranten, der kunne være hvor som helst på kloden. Her er ingen kendetegn, intet til at skabe minder eller vække genkendelse. Ingen detaljer. Ikke et miljø for en mand, der bruger ord til at beskrive omgivelser, så man selv står der i rummet dengang og kan føle som han, selv om han ikke med et ord skriver, hvordan han har det. Han er høflig, lidt genert, vil gerne tale om sit forfatterskab, ikke gerne om sig selv. Selv om denne skelnen for nogle kan synes kunstig, når han så åbenlyst skriver ud fra helt egne oplevelser, er adskillelsen en beskyttelse, der først efter en timelang snak tid sprækker en smule og lader lys slippe ind, så man kan skimte manden Per. - Det bliver personligt, det her, siger han efter den første time, rykker på stolen, tier stille lidt længe. Han har givet interview på interview de her dage i København. Læst op på den norske ambassade i går af sin seneste bog ”Jeg forbander tidens flod”, intenst, næsten forpustet med den rullende norske udgave af bogstavet r, der gør nabosproget så eksotisk. Han har signeret bøger i den ene boghandel efter den anden. Han har været ”på”, og det er passende at bruge en kliché, for det er ikke hele ham, der har været til stede. Det er forfatteren. Manden på arbejde. Nu sidder han her og er stadig stille. Han ved, han har sagt ja til at tale med NORDJYSKE om sig selv. Han elsker Nordjylland, har savnet at vise, at han gør det. Har ønsket at gøre sig synlig her. Først nu takker han ja til muligheden. Men han er vant til at være bag sine egne konstruktioner. Vant til at tale om romanerne, om personerne deri og nok erkende offentligt, at de er bygget på hans eget liv, men hvem han så er, spørges der ikke meget til. Eller måske svarer han bare ikke. Først nu vover han. - Det er meget privat, siger han. Sorg i egen krop Han har skrevet om det i ”I kølvandet”, men da var det Arvid, hans ”stuntmand”, som han kalder ham, som han udsatte for tabet. Det var ham, han udsatte for presset for at undersøge, hvordan han reagerede på det. Nu er det ham selv, der fortæller, hvor man er, når man mister sin mor, far, bror og niece. Minna, Arthur, Lars og Kristin. - Efter ”Scandinavian Star” samledes vi alle sammen hos min storebror Steen. Men vi talte bare om vores anden bror, Odd. Han var død syv år før. Men da snakkede vi ikke. Nu var det ikke til at holde igen. Men det var Odd, vi først talte om. I lang tid. Først bagefter begyndte vi at snakke om de andre. Kristin var Odds datter. Det var Per, der ringede til pigens mor, Anne Marie, hans brors enke. - Det var det værste. Hun bare skreg. Per og storebror Steen var aktive i den bestyrelse på otte for gruppe af pårørende, der samledes om at støtte hinanden og om at få viden. De otte havde mistet 37 tilsammen. I bogen beskriver han, hvordan Arvid selv kommer til at gå som Charlie Chaplin, fordi hans finmotorik bliver sorgskadet. - Jeg fik sorg i kroppen. Man føler ikke sorg, man påfører sig sorg. Går sorg. Alt, der sker i sindet, er i kroppen. Og det var sådan et chok. Rejsen til Frederikshavn har altid stået for mig som noget så trygt. Og nu skete det her? At få viden var vigtigt for de to brødre, og de mærkede den, da de skulle bære kisterne. - De vejede ikke meget. At mærke den manglende vægt gjorde ikke de fires død mere virkelig. Den var ”absurd”, selv om de nu havde fået vished for, at de var brændt ihjel nede i kahytterne et ”helt forfærdeligt sted på skibet”. Per fik moderens vielsesring. Men den var ikke skadet af ilden. - Jeg skriver ikke for at bearbejde det, men for at give det form. - Nogle gange møder jeg folk, jeg lærte at kende dengang i april 1990. Flere af dem snakker stadig ikke om andet. De har ikke har taget styring på deres egne liv. Det er blevet deres identitet. Det er tragisk. Da da de to år var gået, var jeg færdig med det. - Når jeg så senere nærmer mig smertepunkterne i bøgerne, er det jo fordi, jeg ved noget om det. Jeg er ikke smerte, jeg har det ikke smertefuldt. Always move towards pain, som nobelprisvinder J.M. Coetzee har sagt et sted. Det er et kunstnerisk credo, ikke et personligt. Havde det været et personligt, ville det ikke være til at holde ud. Når Per er Per og tænker tilbage på alle de mange sommerrejser mellem Oslo og Frederikshavn, tænker han næsten aldrig på Scandinavian Star. På nær at han ikke vil have kahyt under dæk eller uden vindue. Han tænker på rejserne som “en livslinje, som binder verden sammen.” - Det er selvfølgelig en central begivenhed i mit liv, men det er min families liv, ikke deres død, som har inspireret mig. Detaljernes magt Han sætter sig ud i sin skrivehytte klokken seks om morgenen for at koncentrere sig hårdt om at ”falde ned i sin indre tunnel.” - Man er ikke sentimental, når sådan noget hænder. Man lægger mærke til alt. Da jeg kom ind på stuen, hvor Odd lå i respirator og var ved at dø, så jeg mor sidde der. Og min far henne ved vinduet. Han smilede. Jeg tænkte, det var malplaceret, men kunne mærke, det var fordi, han var genert og livsens angst. Som chimpanser, der også griner, når de er allermest bange. Min mor sad der ved sengen og så på min bror, og hvad registrerede jeg som det første i mig selv, da jeg trådte ind på stuen? Misundelse. Det var en tung ting at tage ind. Ligesom forliset var også Odds død infiltreret af andre menneskes manglende omhu. Nogle af hans blodkar ved hjernebarken udvidede sig voldsomt og gav ham den hovedpine, der langt om længe gav ham adgang til at blive scannet. Han skulle opereres, men operationen blev udsat en måned, fordi ”overlægen skulle på konference”. Familien havde fået at vide, at der var 50/50 chance for, at operationen ville lykkes. Men han døde en uge før. En time efter, Per havde besøgt ham og set sine forældre sidde som i bogen. Men han skriver ikke på hævnen. I ingen af hans bøger sporer man den lyst til at placere skyld, der ellers så tydeligt ramte ham, da Odds kone en dag ringede til ham og græd. Hun havde mødt lægen, der beklagede Odds død inden operationen, for de ”havde haft så store forhåbninger om, at den ville lykkes”. - Hvilket menneske kan dog sige sådan, siger han og slår håndfladen i bordet. Ikke hårdt, men alt er relativt, og en bevægelse af den slags fra hans side føles som en knytnæve i mellemgulvet. Vejret kan ikke trækkes. Men Per og Arvid placerer ikke skyld. De eksisterer, observerer, konstaterer. Fortællingerne er heller ikke konstruerede eller planlagte. De kommer indefra. Det er det, han ser undervejs, der fører historien videre. Hvad gør det ved dig, at du har mistet så mange? - Det er et mysterium for mig. Verden bliver så vældig anderledes. På alle måder, svarer han. - Indstillingen til livet bliver en anden. Jeg har prøvet at blive troende, men det går ikke med mig. Jeg synger heller ikke med på salmerne i kirken. Hvad nu, hvis han ser det? Ham deroppe? Så bliver jeg så flov, hvad holder jeg dog på med? Mig, der ikke tror? Det er ikke så ligetil, ler han lettet over at have givet sig selv et lille pusterum, inden han fortsætter med at fortælle, at han gerne vil tro, fordi han nogle gange ”helt egoistisk længes efter den der buddhistiske ro, mange troende bærer med sig – og så vil jeg gerne slippe for at bære al den smerte”. Sådan beskriver han også den unge Arvids misundelse over de troende teenagepiger, der lyser med deres lettelse over at have fundet den varme hånd, der ”lægger sig på skulderen og siger, det går nok”. Den har Per ikke. Han ser det hele nøgent. Kan ikke gemme det væk eller overlade det til andre. - Der er ikke noget, jeg er bange for at skrive om længere. Og jeg går hen til dem, der har mistet og taler med dem. Direkte. Det værste var, da folk sneg sig uden om os dengang. Jeg går op til dem og siger: Det var fandens. Så kan det slutte der, eller det kan fortsætte. Alt efter, hvad de vil. Fortiden er med os - Men jeg har ikke været ved gravstedet i 10 år. Måske er stenen væltet? Jeg ved det ikke. Det betyder ikke noget. Der er jo ingenting at hente der. Det, jeg har med dem, er jo herinde, fortsætter han og peger på sin pande. - På den måde er de her. På den måde er fortiden en del af nutiden. Derfor skal den skal gøres tydelig. Når jeg skriver om min mor, skulle det gerne gøre læserens mor tydelig. Vi skal have fat i den tydelighed for at blive hele mennesker. Og det er det, litteraturen kan. Når han kigger ind på begivenheder i sin barndom, ungdom, voksenlivet, overraskes han ind imellem. Også smertefuldt. Han havde i mange år villet skrive om sin mors liv i Nordjylland, som hun forlod som 20-årig for at tage arbejde i København, så Göteborg og til slut Oslo, hvor hun møder Arthur, bliver gift, får børn, slår sig ned og kun tager retur med båden om sommeren. Han vidste, han skulle skrive den, men kunne først flere år efter hendes død. Og da han arbejdede på romanen ”Til Sibirien” om hendes liv i Frederikshavn før og under Anden Verdenskrig, gik det op for ham, hvorfor han havde holdt sig tilbage. - Jeg havde større frihed. Alt læses biografisk, selv om det ikke er det. Jeg får breve fra folk, der kendte min mor og mine bedsteforældre. Da “Til Sibirien” udkom i USA, skrev en dame i Californien til mig, at hun havde et møbel, min morfar havde lavet. Men det var ikke kun friheden, der havde holdt ham tilbage. Noget helt andet var stærkere. - Da jeg sad og arbejdede nede i minderne, gik det op for mig, at manden i min mors liv ikke var min far, men hendes bror, Laurits. Det var hårdt at mærke, at min far ikke var den, der gav hende den største oplevelse af kærlighed mellem to. - Jeg kan ikke huske Laurits. Han døde af kræft, da jeg var et år, men når mor snakkede om ham, lyste hendes øjne af en indre jubel. Som barn ser man det, men kan ikke verbalt formulere det. Og når hun så på far, var det glimt fraværende. Samme skift i øjets afslørende lys så han som barn hos sin mormor, der på et billede som 13-årig gløder forventningsfyldt som den eneste på fotografiet. - Men jeg så aldrig det lysglimt hos hende. Hun var dybt indremissionsk, ville have ”en fod i himlen og en på jorden”, skrev salmer, spillede klaver, arbejdede, mens morfar tog sine ture – sikkert også helt ind til i Aalborg. Familie som andre - Jeg føler egentlig ikke, vi har været særligt tæt i vores familie, men familiefølelsen har fyldt meget hos mig. Når min mors syv år yngre lillesøster, der var flyttet til København og rykket opad, kom på besøg hver anden jul, fyldte min mors fornedrelse rummet. Min moster og onkel kom med deres lysbilleder af hende, der løb nøgen rundt på en eller anden eksotisk strand. Hun var en smækker dame, men hun ydmygede mor. Jeg så det, men forstod det ikke. Hørte hende spørge min mor: Fire børn og et arbejde, hvordan orker du, Minna? - Da jeg senere spurgte mor, hvorfor hun blev ved at se og støtte sin søster, svarede hun, at det var hendes søster. Det var svaret. Det er den familiefølelse, han vil give form. Når hans har fået konkret form på papiret, kan læserne selv læse sin historie ind mellem linjerne. Der skriver Per ikke, som han koketterede med til ambassadefrokosten, hvor han også læste højt fra den mest centrale scene i den seneste bog. Den tager Arvid op igennem 1970’erne frem til 1989, hvor hans mor er taget til Frederikshavn en sidste gang, inden hun skal dø af kræft. I scenen får Arvid en overraskende ørefigen af hende midt henover Napoleonskagerne på et konditori. Han har fortalt, at han vil droppe ud af studierne for at proletarisere sig i solidaritet. Da han har fået slaget, lader forfatteren det efterfølgende sekund vare en hel side, hvor han beskriver småpigerne på cykel udenfor og funderer over, at hvis han havde haft en søster og ikke tre brødre, var livet blevet helt anderledes. - Min mor havde drømmen om, at vi skulle opad. Men hvorfor skal alle opad? Hvem skal så rejse husene? Jeg har aldrig haft en drift om at komme op eller væk. Men jeg har altid været lidt af en særling, stået lidt udenfor og kigget på det hele. Hjemmet var et arbejderklassehjem med mor Minna på chokoladefabrikken Freia og far Arthur først på en skofabrik, siden i skoven, men Minna læste. Læste og læste og en dag købte hans far, der aldrig læste andet end cowboyblade især Walt Slade, en bogreol med indhold fra et dødsbo. Og så læste Per også. I dag står reolen i hans skrivehytte. Han læser stadig, men ikke ret meget. - Jeg køber og køber, men får ikke læst. Jeg kan ikke længere give mig hen. Det savner jeg. Jeg læser for at finde sætninger, formuleringer. Ingen vil ha’ mig - Da jeg var 18, fandt jeg ud af, at der var noget, der hed stil. Jeg læste Hemingway og snap! Så vidste jeg, at ingenting længere talte. Hvis ikke jeg blev forfatter, ville ingen nogensinde have mig. Det var en rædsel så stor! Hvis jeg ikke bliver det, vil ingen elske mig! Per blev 35, før han udgav sin første novelle. Indtil da var det ”det ufærdiges potentielle storhed”, der holdt ham oppe og så arbejdet henne i Oslos kulturelle boghandel, Tronsmo, ved siden af Nasjonalgalleriet. Han fik en uddannelse, gik opad, blev bibliotekar, men forblev i boghandlen. Var som Arvid langt op i voksenalderen ”hverken moden eller modig, men vel nærmest infantil...” Han var politisk aktiv, men mærkede distancen. Var fra arbejderklassen modsat mange af dem med Mao-meninger som ham. Maoismen var stærk i Norge i 1970’erne, langt stærkere end i noget andet europæisk land, og den politisk vidende Petterson er sikker på, at det er derfor, terroren aldrig er slået an i hans fædreland. - Terror er individuelle handlinger, maoismen bygger på kollektivet, forklarer han, der ofte er blevet spurgt, hvorfor han ikke bruger sit politiske engagement i sit forfatterskab. Han udgives dog i Danmark af en politisk frænde. Arild Batzer fra Roskilde Bogcafé, nu enmandsforlaget Batzer & Co., bandt an med landsmanden før alle andre, og de to forbliver sammen. I ånden og købmandskabet. Ligesom det første kapitel altid trykkes i tidsskiftet Klassekampen, inden han skriver videre. - Jeg skriver det, jeg kan. Det er som om, jeg har fået et projekt med mit forfatterskab, og der er ikke nogen grund til ikke at følge det. Bøgerne er ikke planlagt, hver og en kan stå alene, men de fletter sig sammen, og danner hinandens sidespor. Selv Arvid ændres. I ”Jeg forbander tidens flod”, som i øvrigt er et Mao-citat, har han kun brødre, mens han som 12-årig i ”Ekkoland” tilbringer sommeren i Nordjylland med sin søster, Gry. Per selv havde tre brødre. Nu lever kun Steen. Og de snakker. De var fælles om det politiske engagement i 1970’erne, og da lærte de at samtale. Ord til samtale var ikke noget, de fik af hverken deres far eller mor. - Jeg husker min fars krop. Han lignede Tarzan i T-shirt, men jeg husker intet, han har sagt. Min mor kan jeg ikke se for mig, men jeg husker alt, hun har sagt. Næsten. Bøgerne kredser om det mest intime af alle forhold, forholdet mellem forældre og børn. Han plukker enkelte hændelser ud, giver dem fylde og tegner forældrene efter det. Det kunne sætte ham i konflikt med den uendelige loyalitet, børn altid har overfor deres forældre. Men det gør det ikke. - Jeg er bare der, hvor det sker og beskriver det så præcist som muligt. Hvis er minderne Men forældrene følte sig ramt og deres sår slog tilbage på sønnen. Hans mor sagde, kun en uge inden hun døde, at hun håbede, hans ”næste roman ikke ville blive så barnlig”. Da havde han udgivet “Ekkoland”, der handler om en brysk far og en dreng, der slås for sit domæne på vej ind i puberteten. Og debutsamlingen af noveller ”Aske i munden, sand i skoen”, der indledes med faren, der ”havde et ansigt som Arvid elskede at se på”, og slutter med en fortælling om, at drengen på en fisketur redder sin fulde far op af fjorden. - Jeg har minder, jeg ikke har levet. Det kan være svært for mig at skelne, om det er mig eller Arvid, der har oplevet. Man kan sige, jeg har flere barndommer. Men det gør vel ikke noget, man farer lidt vild i dem? Hans egen barndomsverden var en ordløs hverdag befolket af drenge og en mor, der var anderledes end de fem andre i familien. Bogen, han vandt den internationale berømmelse for, handler da også om mandedrømmen over dem alle. At sidde alene i en hytte på fjeldet med en hund og tænke, hvad man vil tænke og ikke forstyrres af andres følelser. ”Ud og stjæle heste” lå på bestsellerlister over hele verden. Og har mænds nærhed på alle sider. Som Per og Steen også har den. Per får sms fra sin bror, når han har været på tv og gjort det godt i Steens øjne. - Skide godt, skriver han til mig! - Vores forhold er evolutionært. Engang var jeg den tossede, han den normale, nu er det lidt mere sådan, blandet? Men det er stadig ham, der køber billetter, når vi tager til Frederikshavn. Han er jo storebror. Forsikringen efter branden på Scandinavian Star blev brugt til at bygge et sommerhus på nabogrunden ved stranden. Nu har de to hver deres hus, og de rejser næsten altid herover sammen. Ikke kun, fordi Per ikke kan rejse alene, han hader det, lå senest tre dage på en hotelseng i London, fordi han troede, det ville være fint at blive derovre, når resten af holdet bag forfatterturneen var taget hjem. Det var det ikke. De er af sted sammen, fordi de er ”så vant til hinanden”, som manden siger om manden, han følges med. De har børn på samme alder, er begge blevet skilt. Per før sin storebror. - Så var det endelig mig, der havde nogle erfaringer til ham. Per blev skilt fra ungdomskæresten Evalil i 1987. Sammen har de to døtre, Mona på 27 og Marit på 30. Og da han møder Pia i 1991, et år efter forliset, ønsker hun også at få børn med ham. - Men det var for meget for mig. Det kunne jeg ikke koncentrere mig om. Ikke flere tæt på mig, erkender han, der i 1996 blev gift med hende, han har så meget nær tillid til, at hun får lov at drille ham med, hvor gammelt deres barn kunne være blevet, hvis han havde villet dengang. - 18 år. Næsten voksen. Og jeg er blevet bedstefar. Det ønskede jeg heller ikke. Det er som om, det fikserer en i tiden at blive kaldt det. Men da hun kom, blev jeg tosset som andre. Og da Marit valgte at døbe hende Minna som min mor, blev jeg så rørt. Endelig voldelig Han bor ude på en gård i Hemnes øst for Oslo, fordi Pia er ”bonde i hovedet”, og som han smiler, så “måtte han bøje sig”. - If you want the girl, sukker han teatralsk. Ude i landsbyen er han ”på skizofren vis” både ham, der ordner fårehegn og den verdenskendte forfatter, der får lov at springe køen på værkstedet over, fordi mekanikeren synes, han har beskrevet ham så fint. Selv om det ikke var ham. - Man er synlig lokalt, og er man paranoid, går det ikke. Det har jeg besluttet mig for ikke at være. Han er ikke synlig i Frederikshavn. I Oslo stoppes han på gaden. I Nordjylland ligger hans bøger end ikke i alle boghandler. Selvom han er nordmand, hører han mere til her, føler han. Også selv om han ikke en eneste gang skriver navnet Frederikshavn. - Ord har meget magt. For nordmænd giver Frederikshavn associationer til taxfree og fulde folk. Det ønskede jeg ikke. Og jeg vil da også gerne kunne bruge lidt frihed i beskrivelsen af byen og egnen. I sin næste bog strækker han friheden hen et sted, ingen havde forudset af en mand, der stresses over de mindste ting. Som at skulle vælge mellem vand med eller under brus eller hvad, han ønsker at spise til frokost. Så hans agent Frøydis Jørve vælger lam for ham, da vi er draget over på Copenhagen Corner, som med sit businesspublikum passer lige så lidt til ham som hotellet. Han har grinet drenget det meste af vejen, har trukket sin sorte multinationale kapitalistiske kasket fra Nike godt ned i panden, han tåler ikke solen, men med de sorte solbriller ligner han den amerikanske filminstruktør Steven Spielberg til forveksling. Det nyder han. Manden inden i ham er mangesidet, erkender han, mens han venter på sit lam. - Det bliver helt bibelsk, når jeg skal forklare min næste bog, siger han og fortæller om de første 30 sider, han har skrevet og læste højt af på ambassaden forleden aften, så gæsterne græd. Den er helt anderledes end alle de andre bøger, der har givet ham ryet som den sympatiske, medfølende mand. Et ry, han er lidt ”lei” ved efterhånden. Så den næste bog, der ikke er med Arvid, indledes med, at en ung mand hævner sine tre søstre, som deres far banker. Han tager et baseball bat og smadrer farens knæ. - Det føltes så godt at skrive det. Det føles så godt at være aggressiv, at skrive om det, der bare må gøres. Og være den, der gør det. Resten af bogen er som vanlig ikke udtænkt, den ”præsenterede sig selv” og fører sig selv frem, når han en dag får den ro, han savner sådan i al den virak, der er lige nu. - Bogens titel er ”Jeg nekter”, og ja, det er døden. Man skal ikke dø frivilligt. Det skal man ikke, siger han. Nogle dage efter interviewet sender Per Petterson nogle mail med billeder fra sin barndom. Han skriver også, at han håber, det er tydeligt, hvor glad han er for Nordjylland og for at være tokulturel. Og han skriver uddybende om sin skelnen mellem det, der er sket for ham, og hans brug af det som stof i romanerne. Og så skriver han helt enkelt et sted: - Jeg er også en lykkelig mand. Jeg har haft et utrolig interessant liv, synes jeg, og det er jeg taknemmelig for.