Når en pige får kræft

"Pigen med de ni parykker"

Da min lillebror fik kræft, var han lige fyldt 17 år. Det var i august, han skulle begynde i 2. g, han havde langt lyst hår med krøller. Da hollandske Sophie van de Stap får konstateret kræft, hænger hun sig fast i håret, først i sorg over, at hendes kvindelighed falder af, siden gør hun det til en overlevelsesleg, en flugt med mening, og køber sig i alt ni parykker. Hun er ung og smuk, Sophie, læser modeblade og ligner en model. At være smuk er så stor en del af hendes identitet, at det er den, hun bygger sig selv op om igen. Hun er velformuleret og skriver allerede fra begyndelsen af sit sygdomsforløb klummer i en avis og ved, hun vil skrive en bog. Hun har en kærlig familie, en mor, der lige selv har haft kræft, en søster tæt på sig, en masse gode venner og halve og hele kærester. Kræften forandrer ikke ret meget indeni hende, mærker man, når man er færdig med hendes beretning. Alene handlingen er så gribende og så sjældent fortalt, at det i sig selv gør, at man læser den til ende. Hun er konkret og detaljeret hele vejen igennem, skriver livligt og ind imellem råt om, hvordan det er et være ung og smuk og syg. Hun fortæller ærligt, hvordan hun mener, de midaldrende på samme stue hellere burde dø frem for hende. Hun reflekterer som sig selv, som den, hun gerne vil vise, hun er. Læser man den uden viden, vil man blot blive ført med, græde og grine, og være lettet over, at det går hende godt. For det gør det jo. Man læser med viden om, at hun skal gå så grueligt meget igennem. Og hun viser, hvordan vi andre kan være der og hjælpe unge syge igennem så hård en tid. For det er ubarmhjertigt hårdt. Men hun holder fast i den måde, hun lever på. Hun vil blive ved at leve med tøj og flirt og udseende som det afgørende. Nu har hun bare lige fået et ekstra rum, et kræftrum, som hun går ind i, og hvor hun bliver lettet, når hun møder andre, der har været igennem det samme. De mødes der, hvor vi andre ikke er. Og så går hun ud igen. Det nærmer sig helligbrøde at kritisere en kræftramt, men selv om jeg er glad for, at hun har skrevet bogen, fordi den også giver en ung stemme til sygdommen, bliver jeg også vred. For hun er så overfladefokuseret, så ekstremt forkælet, at andre unge med kræft kan føle, at de er nogle tåber, at de ikke kan klare hele forløbet med det glimt i øjet og overskud, som hun har. Måske er det ikke hendes opgave, det kan man sige, men jeg synes, det er pinligt, at en næsten 30 år voksen kvinde selv tæt på døden kun lever for at få et liv så tæt på Sex and the City som muligt. Parykkerne forbliver en leg, hun kan le, når de falder af, mens hun elsker med endnu en halvvejs ukendt, men der er ikke andet end umiddelbare tanker om, at det er da skægt, som hun får flere blikke fra mænd, når hun har en vampet paryk på. Hvad med hende selv? Hvad sker der med hendes jeg? Bogens styrke er, at den får folk til at snakke kræft. Dens store svaghed er, at den sætter dødelige sygdomme ind i et chick-lit-univers. Og min lillebror? Han har det godt i dag, men hans overvejelser om vores eksistens, døden og livet hører ikke til ude i overfladen. Tværtimod. Vi er alle blevet klogere af at have været tæt på ham. Charlotte Rørth charlotte.roerth@nordjyske.dk Sophie van de Stap: "Pigen med de ni parykker" 240 sider, 199 kr. Gads Forlag Udkommer i dag