Når enden er ond

? Fra DF har vi modtaget et brev vedrørende hans gamle hund Hector, som snart er 9 år gammel. Hector har været hos dyrlæge flere gange på grund af sine analkirtler. Det begynder med, at hunden slikker sig meget i selve endetarmsåbningen og samtidig kurer meget på halen. Der har været en byld i først den ene, så den anden analkirtel. Det er tydeligt, at det gør ondt, indtil der går hul på bylden, så er det ligesom det letter. Hector har hver fået gang antibiotica og smertestillende, og det hjælper godt nok, men problemet opstår altså igen og igen. DF spørger, om der ikke kan gøres noget mere effektivt, for hunden har det rigtig dårligt både før og efter behandlingen? ! Har der først været problemer med analkirtlerne en eller to gange, vil der som regel opstå problemer igen, ofte med nogle få måneders mellemrum, og hver gang er det til gene for hunden. Har der været problemer med analkirtlerne mere end en gang, anbefaler jeg at lade dem fjerne, også selvom det er en hund på Hectors alder, det er ikke et stort indgreb, og normalt forløber det ganske uden problemer. Hunden kan sagtens leve uden sine analkirtler. Ganske vist er analkirtlerne med til at afmærke hundens territorium, men på den måde, som vore hunde lever i dag, er der alligevel ikke nogen hunde, der har deres eget område, så det er ikke nødvendigt, at hunden har sine analkirtler. Selve operationen kan foretages på flere forskellige måder. Normalt kan hunden komme hjem samme dag som den er blevet opereret. Jeg synes, du skal tale med din dyrlæge igen og få lavet en aftale om operation. Ikke alle dyrlæger udfører operationen, men du vil så kunne blive henvist til et Dyrehospital, hvor operationen kan udføres. Gregers GregersenDyrlæge