Når fodtøjet går hen og bliver hovedsagen

Ortopædiskomagerens arbejde gør en forskel for mange

FREDERIKSHAVN:Håndsyede sko efter mål er et af de få gamle håndværk, der lever videre i bedste velgående, trods det bugnende udbud af færdigvarer, som nutidens skobutikker kan præstere. Med en pris på cirka 11.000 kr. for et par af de håndsyede, er det dog de færreste kunder hos ortopædiskomager Per Simmelsgaard i Frederikshavn, der betaler helt og holdent af egen lomme. De findes dog. For har man først prøvet at få syet sine egne sko, er man, siges det, leveret en følelse af let gang på jorden, som end ikke de dyreste fabriksmærker kan leve op til. - At producere sko efter mål, er et arbejde, der gør en forskel, siger Per Simmelsgaard, og mest med tanke på de mange mennesker, der ikke bare kan smutte i en hvilken som helst sko, men som har et særligt behov. Sukkersyge og fodtøj - Hvor det før i tiden mere var mennesker med medfødte fodlidelser, vi håndsyede eller lavede indlæg til, er den stadig større kundegruppe nu om dage folk med sukkersyge, påpeger Per Simmelsgaard. - Det rigtige fodtøj til diabetikere er meget vigtigt, fordi de har sværere ved at hele skader op, og derfor skal være ekstra omhyggelige med at undgå sår og slidmærker. Den nedsatte følesans, der kan følge med diabetes gør også det rigtige fodtøj meget vigtigt. Den omsiggribende velfærdssygdom, som diabetes i høj grad er, har skabt en meget stor gruppe af nye kunder hos ortopædiskomageren. De medfødte lidelser - I min læretid for 25 år siden, så vi derimod flest medfødte lidelser og deformiteter, eksempelvis såkaldte hulfødder. Men efterhånden kan mange af disse lidelser fjernes ved operation, og som oftest straks efter fødslen, så bortset fra de, der er tilbage af den ældre generation, er den kundegruppe i det store og hele væk, fortæller Per Simmelsgaard. - Derimod ser vi som hidtil en del arbejdsskader, flere trafikskader, og så er der gigtramte, hvad enten det nu er leddegigt, slidgigt eller andre former for gigt, hvor behovet for ortopædiske sko og indlæg gør sig gældende. Forfodsplatfod eller knyster opstået efter måske mange års brug af stilethæle, giver også ortopædiskomageren kunder i butikken. - Det er i otte ud af 10 tilfælde kvinder, så noget tyder på, at de høje hæle og spidse snuder kan fremelske disse lidelser, og hvor det for knysternes vedkommende ikke altid hjælper at opperere, fordi knysterne har en tendens til at komme igen. 300 par om året Per Simmelsgaards forretning er den største private ortopædiskomager i Vendsyssel og han og hans fire ansatte ortopædiskomagere, modellerer og nådlere producerer 250-300 par håndsyede sko og støvler om året. Kunderne kommer fra Skagen i nord til Aalborg i syd, og nogle endda helt fra Lolland. - Der ligger cirka 20-25 arbejdstimer i hvert par sko, men det tager fire uger fra bestilling til slutlevering, forklarer Per Simmelsgaard. - De fleste kunder vil helst, at deres sko og støvler i videst udstrækning ligner andre på gaden, og kommer selv med ønsker til model og farver ud fra billeder, de har set, og vi kan lave alt og få det til at ligne alt det, der ønskes. Hver fod sin læst Efter den første måltagning og aftryk laves et såkaldt blåaftryk, et skumaftryk eller en gibsafstøbning. Herefter udformes en trælæst eller afstøbning afhængigt af fodens beskaffenhed og lidelse. - Oven på læsten eller afstøbningen laver vi en folieprøve, og herefter kan vi begynde at skære ud i skind og nådle skindene sammen. Næste proces er at bunde skoene med indlæg, bindsål og sål, og i dag er det højst et par ud af hver 25, der afsluttes med en lædersål. - Simpelthen fordi gummisålen er mere blød og behagelig at gå på. Når skoen er bundet, kan læsten trækkes ud og indlægget gøres færdig. Stødabsorberende materialer og silokone-aflastninger er et must i de håndsyede sko. Det er 26 år siden den 44-årige Per Simmelsgaard kom i lære hos sin far som ortopædiskomager. - Min far var faktisk imod det, fordi han ikke mente, der var nok fremtid i det. Men jeg ville gerne. Jeg var jo vokset op med det, og syntes, at det var et arbejde, der gjorde en forskel, fortæller Per Simmelsgaard, der dog skulle blive 42 år, inden han selv fik sig et par håndsyede sko. - Det slog mig, at det egentligt var for dårligt, jeg ikke selv havde et par, siger han. I nye lokaler De brune sko i læderflet, der smyger sig om hans fødder, har stort set ikke været af siden og er begyndt at kalde på udskiftning. - Men det må vente lidt, erklærer ortopædiskomageren, der i de seneste uger har været optaget af få flytningen til nye forretningslokaler på L. P. Houmøllersvej til at gå op i en højere enhed med produktionen og betjeningen af kunderne. Den 225 kvm. store og helt nyrenoverede ejendom i sydbyen er købt til erstatning for det noget mindre og mere utidssvarende lejemål i Asylgade.