Når høet er tørt er alting godt

En flok heste og nogle ildsjæle i Aalbæk fik en pæn anerkendelse fra Spar Nord Fonden

hesten bella var ikke meget for at give rampelyset frit - så det krævede en tot hø og en godbid at få hende til at give plads. Fra venstre er det Vivi Valgren Sørensen og Hanne Lind-Bonderup fra klubbens bestyrelse, afdelingsbestyrer Dorte Ledet fra Spar Nord i Aalbæk, Birthe Marie Pilgaard fra Spar Nords bankråd samt Betina Kristensen fra klubbens bestyrelse. Foto: Bent Jakobsen

AALBÆK:Når man er en lille forening, skal hver en krone vendes mindst to gange for at få tingene til at løbe rundt - og en lille forening, det kan Aalbæk Råbjerg Rideklub med mokring 40 medlemmer godt kalde sig. Så når nogen kommer forbi med 10.000 kroner, så er det en kilde til megen glæde - og det var, hvad Spar Nord Fonden gjorde forleden. Besøget var mest en markering af, at pengene var blevet givet, for de var sådan set allerede brugt, da afdelingsbestyrer Dorte Ledet og Birthe Marie Pilgaard, der sidder i bankrådet og er med til at vurdere ansøgningerne lokalt, kiggede forbi for at se, hvad pengene var blevet brugt til. - Det ser jo ikke ud af meget, men den slags er frygteligt dyrt, konstaterede klubbens sekretær Hanne Lind-Bonderup på vej ud på folden, hvor "det" står: Et foderstativ, der kan holde en bigballe hø. Og selv om sådan et foderstativ for det utrænede øje altså ikke ligner en million, så er hestene glade. Nu er det nemlig slut med bare at smide en balle på jorden - og derfor slut med vådt hø, beskidt hø, hø der er trampet på. Desuden reducerer sådan et foderstativ spildet en del. Hvad mere kan en hest ønske sig? Ikke meget - til gengæld er ønskelisten for en lille forening stadig lang; ikke mindst står der en ridehal på den et sted, så man ikke er nødt til at lukke ned for vinteren i samme grad, som man er i dag. Så hvis nogen skulle komme forbi med en pose penge, så er der altid kaffe på kanden på Høvej ...