Når ingen fatter mistanke

Hvor langt må et demokratisk samfund gå i kampen mod terror? Hvilke midler kan vi tillade os at tage i anvendelse for at forhindre et terrorangreb på dansk grund?

Jeg er helt sikkert ikke den eneste, der stiller disse og lignende spørgsmål, efter at terroren ramte London og brutalt rev mere end halvtreds mennesker i døden og lemlæstede i hundredvis. Men hvis vi skal kunne se os selv i øjnene efter et eventuelt terrorangreb mod danske mål, er det nødvendigt fordomsfrit at diskutere, hvad vi kan gøre for at beskytte os selv bedst muligt - og uden at hverdagen bliver fyldt af angst og utryghed, for det er rigtigt, at når først utrygheden har indfundet sig, så har terroristerne allerede vundet en lille sejr. Først må vi se nærmere på de personer, vi er oppe mod. Hvem er de, i hvilke kredse færdes de, og hvor har de hjemme? I England er chokket over gerningsmændenes identitet stort. Hvis nogen havde troet, at der var tale om imam-lignende, langskæggede Osama Bin Laden-typer, tog de slemt fejl. Terroristerne var ganske almindelige, velfungerende muslimske borgere, som ingen havde lagt mærke til før – veluddannede og tilsyneladende velintegrerede. Den samme opdagelse gjorde man efter angrebet mod USA den 11. september 2001. Én af selvmordspiloterne, Mohammed Atta, der fløj et af de kaprede fly ind i World Trade Center, var studerende i Hamborg. Ingen fattede mistanke til ham. Ingen anede, at han var rendt ind i en al-Qaeda tilhænger, som "omvendte" ham til fundamentalistisk islam - og overbeviste ham om, at massemord på uskyldige var vejen til muslimsk verdensherredømme. Om terroristerne i London ved vi, at to af dem har opholdt sig på koranskoler i Pakistan, og at heller ikke de vakte nogen særlig opsigt. Tværtimod var én af terroristerne i sit lokalområde kendt for at være hjælpsom, han gik i Adidas-tøj, trænede i det lokale træningscenter og fungerede som en slags faderfigur for unge drenge. Alligevel var han parat til at ofre uskyldige menneskeliv i Londons undergrund.. Hvordan standser man den slags mennesker, før det er for sent – når ingen fatter mistanke? Der er kun to veje at gå: Den ene skal forebygge terror, den anden forhindre den. Den første vej må nødvendigvis lede os omkring de muslimske miljøer. Hvad siger imamerne under fredagsbønnen? Hvilken indflydelse har fanatiske organisationer som Hizb-ut-Tahrir, og hvad sker der med de muslimske børn, som er blevet sendt til f.eks. Pakistan for på koranskoler at blive udstyret med en ballast af had? Vi ved, at Hizb-ut-Tahrir uhindret opererer i Danmark. Vi ved, at de rekrutterer unge mennesker på blandt andet uddannelsesinstitutioner, og at de åbenlyst har opfordret til mord på herboende jøder. Alligevel er organisationen ikke blevet forbudt. Måske burde man i lyset af terroren i London se med friske øjne på Dansk Folkepartis forslag om at forbyde Hizb-ut-Tahrir? Både Hizb-ut-Tahrir og den endnu mere fanatiske islamiske organisation, al-Muhajiroun spreder deres hadefulde budskaber i England, hvor det altså er lykkedes at rekruttere selvmordsbombere. Ifølge den amerikanske terrorekspert Evan Kohlmann er Hizb-ut-Tahrir første skridt på vejen mod en karriere som terrorist – hvor naive har vi lov at være? Vi bør naturligvis omgående forbyde organisationen, sådan som det for længst er sket i en række andre europæiske lande. Storbritannien og Danmark har desværre det til fælles, at vi ser lidt for liberalt på de ekstremistiske muslimske bevægelser – og det kan komme til at koste. Samtidig skal vi undersøge og overvåge imamerne. Hvis de i moskeerne opildner deres menigheder til had mod vesten og opfordrer til vold skal de uden diskussion vises ud af Danmark og sættes på det første fly. Med deres åbenlyse foragt for Danmark har de intet at gøre her. Det budskab skal slås fast med syvtommersøm – vi vil simpelthen ikke finde os i det. Endelig er der god grund til at få opklaret, hvad børn, som har opholdt sig på koranskoler i udlandet, egentlig har fået med hjem i bagagen. Er det den rene religiøse fromhed, eller skjuler der sig i nogle af dem en fremtidig terrorist? Vi er nødt til at åbne døren til de ellers så lukkede parallelsamfund på klem – og her må moderate muslimer føle det som en hel naturlig pligt at hjælpe myndighederne, sådan som nogle af dem også har givet udtryk for i weekenden. Alligevel kan vi ikke gardere os fuldstændigt mod terrorister. Vi kan ikke vide, om der i den flinke lærer, den opvakte studerende eller den hårdtarbejdende læge eller IT-ekspert kan gemme sig en tikkende bombe. Derfor må vi i kampen mod terroren også følge en anden vej, og den leder os uundgåeligt forbi overvågning af det offentlige rum. Vi er nødt til at vide, hvad der foregår på banegårde, ved vigtige veje, broer og tunneller samt på steder, hvor mange mennesker hver dag samles – og vi er nødt til at genindføre grænsekontrollen, så vi er sikre på, at sprængstoffer og sprængstofeksperter ikke har uhindret adgang til landet. På gader, veje og banegårde kan vi ikke komme uden om, at kameraer er et af midlerne, som skaber tryghed, og som en stor del af befolkningen bakker op omkring. Kameraer kan ikke forebygge, men de kan medvirke til opklaring og desuden have en præventiv effekt. Naturligvis skal vi ikke have et Big Brother- samfund – lovgivningen skal opstille nogle klare rammer for overvågningen, f.eks. hvor længe en videooptagelse må gemmes. Mange vil være nervøse for, at den øgede overvågning kan misbruges. At samfundet udvikler sig i en totalitær retning. Men denne overvågning for intet er at regne mod effekten og følgerne af et terrorangreb – eller det overvågningssamfund, de religiøse fanatikere ville indføre, hvis det lykkedes dem at få magten – et formørket samfund, hvor alle love er dikteret af Koranen, og hvor skellet mellem offentlig og privat, mellem lov og religion, er ophævet. Derfor må vi være årvågne og sikre os det bedste, vi kan. Overvågning og efterretning er – hvad enten vi synes om det eller ej – de vigtigste elementer i bekæmpelsen af terror. Truslen er der, og Danmark kan ikke tillade sig at sove i timen. Som politikere er det vores pligt at gøre alt for at undgå, at terroren viser sit hæslige ansigt i Danmark. I Dansk Folkeparti er vi parate til at tage de nødvendige skridt.