EMNER

Når jeg brænder for en sag kører jeg den helt igennem

Boligformand nægter at give op over for overmagten

FREDERIKSHAVN:Nogen gange kan det give overmenneskelige kræfter at ramle bardus ind i en katastrofe - også selv om man i første omgang ikke lige sanser, hvad der rammer en. Kommer man helskindet ud på den anden side, kommer man som regel også styrket igennem. Solvejg Rysholt er er godt eksempel på, at tilværelsen kan mage sig så broget, den lyster. Solvejg står, hvor hun står. Selv om hun ikke længere står så godt, som hun plejer. Hun har nemlig dessimineret sclerose og kan kun bevæge sig udendørs med en minicrosser. I sommer rendte hun ind i en vældig ballade omkring Boligforeningen Nordbo, hvor hun er formand. Boligforeningen 45' ville nemlig overtage det lille, velfungerende Nordbos afdeling 14. Men ikke uden sværdslag, besluttede Solvejg. Og balladen er ikke forbi endnu. - 90 procent af mine medlemmer har skrevet under på et "nej" til 45' - så derved bliver det, siger Solvejg Rysholt - og står fast. Hun er vant til, at hvis man bare kan holde næsen oven vande, når det gælder, skal det nok gå. Hverdagsdramaer - Jeg har oplevet dét, der var meget værre. Og her tænker jeg ikke på sclerosen, men først og fremmest på dengang i 2002, da mit barnebarn, Christian, blev påkørt af en bilist i Øster Holmen. Han lå i respirator i 14 dage. Og jeg måtte tale med store bogstaver til Gud. Men det gik jo godt. Samme sommer - helt nøjagtig den 14. august - var der en beboer, der indebrændte i boligforeningen. Jeg kan huske, jeg tænkte: mine nerver må jo være af stål, siden jeg ikke falder sammen, siger Solvejg Rysholt. Hun holdt ud og kom igennem dramaet. Den 54-årige Rysholt blev oprindelig uddannet bogbinder. - Jeg kom i lære hos bogbinder B. & W. Nielsen på Mette Billesvej. Faktisk plejer jeg at sige, at jeg er uddannet i en hønsegård, for fra vores værksted var der frit udsyn til hønsene, der gik lige udenfor. Efter uddannelsen i 1968 var jeg på vej til at finde et job i hovedstaden - men så kom der en mand imellem, så jeg gik glip af ungdomsoprøret, siger Solvejg. Turen til hovedstaden blev aflyst - i stedet fik Solvejg fire dejlige børn - og en mand, hun siden blev skilt fra. - Jeg har fire døtre, fire flotte svigersønner og seks børnebørn, siger Solvejg, og peger op over spisebordet, hvor hele familien troner i guldramme. - Da mine tvillinger Louise og Diana blev født, vejede de kun 1.000 gram - og de måtte ligge i kuvøse i tre måneder. Dengang var jeg så fortvivlet, at jeg hver dag gik hjem og krammede deres babyundertøj, til det blev helt nusset. Også dengang talte jeg med Gud. Ikke fordi jeg er spor religiøs - men når det kniber, ved jeg alligevel, hvor jeg skal henvende mig. Siden blev tvillingerne også raske, så jeg er jo verdens heldigste mor, siger Solvejg og smiler med hjertet. Alt er en hjertesag I det hele taget har hun evnen til at blande sit hjerte ind i det meste af sine gøremål. - Nogen gange for meget. Jeg har hele mit liv hørt på, at jeg skulle lære at tænke mere på mig selv og mindre på andre. Men gamle vaner er jo svære at lægge af. Og så er jeg endda blevet meget bedre til det end før i tiden, siger hun. Solvejg indrømmer, at hun render sig staver i livet, fordi hun melder klart ud og ikke sidder på bageste række, når hun skal mene noget. - Jeg lader altid mit hjerte råde, og jeg har altid hjertet med i mine beslutninger. Og stikker man næsen frem, får man en gang i mellem noget over den. Det har jeg for længst lært at leve med - og det afskrækker mig ikke. Når jeg brænder for en sag kører jeg den helt igennem - f.eks. i tilfældet 45', siger Solvejg Rysholt. Bilerne må pænt vente Hun har så mange gøremål, at hun nægter at kalde sig "syg". - Det har jeg ikke tid til. Jeg indrømmer, at jeg lider af sclerose, men så heller ikke mere. Der er så meget interessant at rende til, at jeg ikke har tid til at være syg. Mine ben siger ganske vist "nej", men så længe jeg siger "ja", går det vel, siger Solvejg, der bruger minicrosser, når hun skal tilbagelægge strækninger uden for hjemmet. Hun har præsteret at køre midt på vejen, fordi der var glat overalt, og det var umuligt at komme op på fortovet. - Så siger folk: kør dog på fortovet. Men det kan jeg jo ikke, når der ligger bunker af sne. Hvordan i alverden skulle jeg dog komme derop. Jeg har præsteret at køre ned ad Abildgårdsvej med en hel hale af biler efter mig, fordi det var det eneste sted, jeg kunne komme igennem. Så må bilerne jo pænt vente, siger Solvejg. Hun er lidt af en banko-haj og elsker at spille. Men kun for sjov. - Ja, jeg har præsteret at gå til banko om formiddagen på Ingeborgvej, i Rådhuscenteret til frokost-banko og igen på Ingeborgvej om eftermiddagen. Men jeg spiller ikke om halve grise eller større beløb. Det er jo for det sociale samvær, jeg går derned. Solvejg har det bedst som single, for så er man uafhængig. - Men jeg har da en kæreste - faktisk har jeg aldrig haft svært ved at få én - trods mit handicap. Men jeg har det altså bedst med at bo alene. Så er der ingen, der spørger, hvornår man kommer hjem, når man render til ditten eller datten. Og så kan jeg selv bestemme, hvem der kommer ind ad fordøren. Og det er nu rart at være alene - indtil man ikke har lyst til at være alene længere, siger hun. Hun gider ikke at have hængemule, selv om sygdommen gør, at hun bliver mere og mere invalideret. - Altså, jeg synes, alle de dér brokkerøve passende kunne være syge. De brokker sig jo alligevel. Mig - jamen, jeg har slet ikke tid til det pjat, så meget har jeg at lave, siger Solvejg Rysholt.